En 39-årig fange slog i nat en fængselsbetjent bevidstløs på Politigårdens Fængsel i København. Fangen foregiver at ville benytte toilettet, men angriber den første af fire fængselsbetjente, der åbner celledøren. Fængselsbetjenten rammes i hovedet af et hårdt slag, mister balancen og rammer et rækværk med hovedet.
Herefter angriber fangen de tre andre betjente. Efter voldsom tumult og brug af peberspray får fængselsbetjentene pacificeret manden.
Episoden var kulminationen på en nat, hvor fangen i længere tid havde råbt trusler efter personalet og smidt rundt med inventaret på cellen.
Efter overfaldet blev den overfaldte fængselsbetjent kørt på skadestuen med blandt andet løse tænder, en flækket læbe og buler i hovedet. Fangen blev lagt i sikringscelle og politianmeldt for vold mod tjenestemand.
Ifølge Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, viser nattens episode den rå hverdag, som mange fængselsbetjente oplever.
“Der sidder meget voldsparate fanger rundt omkring, og det her er desværrre endnu et tydeligt eksempel på den forråelse, der foregår i fængslerne,” siger han.
Yderligere information: Kim Østerbye, 72 55 99 99.