En mandlig fængselsbetjent blev overfaldet i Nyborg Fængsel i dag.
Betjenten blev slået i ansigtet med knytnæve af en 21-årig indsat. Det kostede to flækkede tænder og en løs tand. Overfaldet skete kort efter, den indsatte havde tilkaldt betjenten over kaldeanlægget. Det lykkedes efterfølgende for betjenten at pacificere den indsatte med assistance fra to kollegaer.
Overfaldet er langt fra det eneste i år. Alene i årets første ti måneder har der været 57 voldsepisoder mod personalet i Nyborg. Det er tre gange så mange overfald som i samme periode i 2015. Der har blandt andet været en række banderelaterede overfald, hvilket kulminerede i juli, hvor en fængselsbetjent blev passet op og skudt flere gange i benet af tre maskerede mænd uden for fængslet.
Fængselsforbundets formand Kim Østerbye er stærkt bekymret over udviklingen i fængslet: “Volden er nærmest eksploderet i år,” siger han.
Formanden peger på, at fængslet lider under stor personalemangel: “Nyborg huser nogle af de hårdeste og mest belastede indsatte i landet. Der bliver nødt til at være meget bedre sammenhæng mellem antallet af indsatte og betjente. Selv ledelsen erkender blankt, at fængslet er underbemandet,” siger Kim Østerbye.
Yderligere information: Kim Østerbye, 72 55 99 99.