De gule fagforeninger bruger bandemetoder


Jeg har et temmelig anstrengt forhold til det, nogle kalder “de gule fagforeninger”. Anførselstegnet skyldes, at jeg er helt uenig i betegnelsen fagforening.

Af og til møder jeg udsagn som, at ‘det er billigere, de er lige så gode’ og mere af samme skuffe.

Men fakta er, det er ikke en fagforening.

Det er en forretning, der bilder arbejdstagere ind, at de er en fagforening, og som lukrerer på det, som fællesskabet betaler for.

Så når vores medlemmer betaler for tillidsrepræsentanter, lønforhandlinger, ordentlige aftaler for vores gravide kollegaer, så snylter de gule på hele det system og betaler ikke en rød øre til fællesskabet.

Og nu har de vist deres sande ansigt og vælger at bruge de samme metoder som bandemedlemmer for at genere os i Kriminalforsorgen.

De søger aktindsigt i alle vores personlige oplysninger.

Jeg kan slet ikke udtrykke min foragt tydeligt nok for dem, der bruger de metoder, og kan kun gisne om, hvor de oplysninger havner, og hvad de skal bruges til.

Vi er utrygge hver gang, der bliver søgt aktindsigt i vores personlige oplysninger. Nu skal vi også generes af de gule.

Den lov, der tillader dem at drive a-kasse bør laves om, så de ikke fortsat kan stikke arbejdstagere blår i øjnene og på den måde narre nogen til at tro, at de rent faktisk får en fagforening for deres penge.

Bo Yde Sørensen
Forbundsformand