Fængselsbetjente, pædagoger, sygeplejersker, politifolk og andre offentligt ansatte oplever chikane i fritiden, hvor de bliver udstillet og nedgjort blot fordi de passer deres arbejde.
Det er en problemstilling, Fængselsforbundet har kæmpet for i mange år – blandt andet i forhold til aktindsigt i personalemapper. Og skiftende justitsministre og beskæftigelsesministre har lovet at gøre noget ved det.
Nu er forbundet gået sammen med syv forbund i et fælles opråb til justitsminister Peter Hummelgaard (S). Udover Fængselsforbundet er det Politiforbundet, FOA, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, HK og Danmarks Lærerforening.
Organisationerne opfordrer ministeren til at genoptage lovarbejdet for bedre beskyttelse af offentligt ansatte.
Forbundsformand Bo Yde Sørensen siger: ”Vi har længe fået lovet initiativer på dette område. Vi efterlyser blandt andet navnebeskyttelse for vores medlemmer, så vi kan undgå at chikanerne overskrider privatlivets grænser til gene for kollegaer og deres familie.”
Forbundet har tidligere undersøgt problemet med en spørgeskemaundersøgelse, som viste, at der er et stort mørketal på området.
Langt flere oplever chikaner, end man tidligere var opmærksom på. Det gælder både i form af nedgørelse på de sociale medier, tilråb i det offentlige rum og hærværk privat.
Der har også været problemer med indsatte, som søger adgang til fængselsbetjentes navne via aktindsigt. I nogle tilfælde er 80 navne blevet udleveret på én gang.
”Søren Pape Poulsen arbejdede for en undtagelse for aktindsigt, da han var justitsminister. Det sammen gjorde Nick Hækkerup. Nu sender vi klar opfordring til Peter Hummelgaard og resten af Folketinget om at genoptage arbejdet for vores kollegaer og for alle andre som holder velfærdssamfundet oppe hverdag.”
Brevet er underskrevet af:
Bo Yde Sørensen, Fængselsforbundet
Heino Kegel, Politiforbundet
Mona Strib, FOA
Anja C. Jensen, HK
Dorthe Boe Danbjørg, Dansk Sygeplejeråd
Gordon Ørskov Madsen, Danmarks Lærerforening
Signe Færch, Dansk Socialrådgiverforening