Grov chikane mod fængselsbetjent



En kvindelig fængselsbetjent fra Sønder Omme Fængsel blev i går udsat for grov chikane: Da hun åbnede sin hoveddør, lå der et afskåret gedehoved udenfor.

Betjenten ved ikke, hvem der har lagt det, men Kriminalforsorgen har en formodning om, at chikanen har sammenhæng med hendes arbejde. Politiet efterforsker sagen.

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen er rystet over episoden: “Jeg synes, det er usmageligt at lave så grov chikane i et privat hjem. I forvejen er vold og trusler et stort problem i vores medlemmers arbejdstid. Vi vil meget nødigt se en udvikling, hvor chikanerne også bliver hverdag i fritiden,” siger han.

Fængselsforbundet gennemførte i foråret en spørgeskemaundersøgelse, som viste, at hver fjerde medlem har oplevet chikane fra tidligere indsatte i deres fritid. Læs mere her.

Yderligere information: Forbundsformand Bo Yde Sørensen, 72 55 99 98.