Overenskomsten er på plads


Det blev et samlet ja til overenskomsten på statens område. I gennemsnit har 88,3 procent af medlemsorganisationers medlemmer stemt ja til OK26 forliget. Blandt Fængselsforbundets medlemmer er tallet 91,3 procent.

Fængselsforbundets formand hilser afstemningsresultatet velkommen: “Jeg er glad for, at der er så stor opbakning blandt medlemmerne til overenskomstaftalen. Det er en aftale, der både sikrer en fortsat udvikling i lønnen og større fleksibilitet i arbejdslivet. Dog er der lidt malurt i bægeret i forhold til forhandlingerne om organisationspuljen, hvor vi ikke lykkedes at nå frem til et forlig. Der bliver et stykke arbejde at gøre på det område frem til de næste overenskomstforhandlinger,” siger Bo Yde Sørensen.

Lønstigning om måneden
Aftalen giver en samlet gennemsnitlig lønstigning på cirka 3.000 kroner om måneden over de næste tre år til Fængselsforbundets medlemmer. Desuden får vi med aftalen en fritvalgskonto, som giver medarbejderne bedre muligheder for at vælge mellem løn, pension eller frihed. Aftalen sikrer også mulighed for lønnet fravær ved barnets tredje sygedag og udvidet løn under barselsorlov.

Der kommer fire generelle lønstigninger (inklusive forventet reguleringsordning):

  • 1. april 2026: 1,29 procent
  • 1. august 2026: 0,65 procent
  • 1. april 2027: 1,88 procent
  • 1. april 2028: 2,55 procent

Den samlede ramme er på 8,7 procent.