Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramt


Politi, ambulancereddere, fængselspersonale og beredskabsfolk oplever i stigende grad alvorlige psykiske belastninger i jobbet. Derfor bør højrisikofag sidestilles med forsvarets veteraner, når det gælder retten til at få hjælp til at håndtere PTSD og andre belastningsreaktioner. Sådan lyder opfordringen fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.

De fire faglige organisationer arrangerer i dag konference om emnet på Christiansborg. På konferencen deltager justitsminister Peter Hummelgaard (S), en række beskæftigelsesordførere, forskere og medlemmer fra de fire forbund.

I november 2024 indgik regeringen en veteranaftale, som blandt andet indførte en formodningsregel for veteraner med PTSD. Denne regel betyder, at det som udgangspunkt antages, at diagnosen skyldes deres udsendelse.

Men psykiske skader opstår ikke kun i krigszoner. Undersøgelser viser, at næsten hver tredje medarbejder i højrisikofag enten udviser PTSD-symptomer eller er i risiko for at udvikle lidelsen. De fire faglige organisationer opfordrer derfor politikerne til at udvide veteranaftalens principper til også at omfatte højrisikojobs herhjemme.

Hvad enten det er politimanden i konfrontation med kriminelle, den ambulanceansatte, der bogstaveligt holder et liv i sine hænder, fængselsbetjenten, der oplever vold og trusler på arbejde eller brandmanden, der går ind i en brændende bygning for at redde liv, så er de alle ansat i højrisikojobs med stor risiko for at blive ramt af PTSD.

”Over 500.000 gange om året rykker politi, ambulance, beredskab og fængselspersonale ud til kritiske hændelser. Mange af disse oplevelser sætter dybe spor,” siger Heino Kegel, forbundsformand for Politiforbundet.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker, der hver dag håndterer ulykker, død og vold for at beskytte resten af samfundet, efterlades uden den nødvendige hjælp,” siger Bo Yde Sørensen, forbundsformand for Fængselsforbundet.

”Den psykiske belastning er ofte den samme, uanset om man er udsendt i krig eller står i voldelige konflikter, livreddende indsatser eller brændende bygninger herhjemme, det skal love og regler afspejle,” siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA.

”Selvom uniformen er forskellig, er belastningen den samme. Nu er det tid til handling,” siger Jacob Guldberg, formand for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.

Kontakter:

Jacob Eggert Kabel, journalist, Politiforbundet, tlf: 30257464
Søren Gregersen, kommunikationschef, Fængselsforbundet, tlf: 72559991
Claus Walther, presserådgiver, FOA, tlf: 24963258
Nina Bach Ludvigsen, chefkonsulent, Reddernes Udviklingssekretariat 3F, tlf: 40855292


De fire forbund er gået sammen om bogen: En hverdag i front. En stærk og virkelighedsnær bog, der samler 58 beretninger fra politibetjente, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere. Gennem ærlige historier om uforudsigelige hændelser, magtesløshed, voldsomhed og personlige aftryk giver bogen et indblik i de psykiske belastninger, som et højrisikojob bærer med sig – længe efter uniformen er taget af.