En ny aftale sikrer, at grønlandske kollegaer fremover får samme løn som deres kollegaer i Danmark og på Færøerne.
Aftalen er en konsekvens af, at de faglige organisationer er blevet enige med Finansministeriet om, at der skal være ligestilling af løn- og ansættelsesvilkår for statens ansatte i Grønland.
Fængselsforbundet har derfor aftalt med Danmarks Fængsler, at det uniformerede personale i Kriminalforsorgen i Grønland omfattes af forbundets nylønsaftale med virkning fra 1. april 2026.
Det betyder helt konkret, at en statsligt ansat med fast tjenestested i Grønland ikke bare vil få ligestillet sin løn med kollegaerne i Danmark og på Færøerne, men også at de grønlandske kollegaer bliver helt og fuldt omfattet af alle trepartstillæg, herunder erfaringstillæg til anstaltsbetjente.
Tillæg fra 1. april 2026
Alle anstalts- og afdelingsledere får som i Danmark et månedligt tillæg på 1.624 kroner, overvagtmestre et tillæg på 1.426 kroner og praktikvejledere desuden et tillæg på 1.489 kroner.
Lønnen udlignes til dansk provinssats, men alle får i stedet et nyt nordatlanttillæg på mellem 2.250 og 2.500 kroner for betjente og omkring 3.300 kroner for ledere og chefer.
Alle uniformerede betjente i Nuuk får desuden et såkaldt Nuuk-tillæg (svarende til stærke/negative-tillægget), som er på 1.665 kroner pr. måned.
Arbejdstiden er fortsat på 40 timer om ugen, men aflønnes svarende hertil. Det er muligt for den enkelte at aftale en ugentlig arbejdstid på 37 timer med tilsvarende lønreduktion.
Alle ansatte med fast tjenestested i Kriminalforsorgen i Grønland pr. 31. marts 2026 vil desuden fortsat være omfattet af aftalen om feriefrirejse. Ansatte der ansættes den 1. april 2026 eller senere er ikke omfattet af aftalen.
Eksempel på lønstigningEn erfaren anstaltsbetjent i Nuuk vil kunne opnå en lønstigning på godt 8.000 kroner pr. måned. Regnestykket vil kunne se således ud:
Tillæg til anstaltsbetjent 1.426 kroner
Fængselstillæg 269 kroner
Nuuk-tillæg 1.665 kroner
Tillæg efter 4 år på sluttrin 1.624 kroner
Tillæg efter 8 år på sluttrin 864 kroner
Tillæg efter 12 år på sluttrin 1.083 kroner
Nordatlanttillæg 2.516 kroner
Minus hovedstadstillæg – 1.284 kroner
Eksempel på lønstigning i alt: 8.166 kroner pr. måned.
