Året går endnu engang på hæld – nu i Danmarks Fængsler.
Selvom hverdagen har budt på sine udfordringer, kan vi også se tilbage på et år med vigtige fremskridt og sejrer, som vi sammen har kæmpet hjem til gavn for dig og dine kollegaer. Det er sejre, som er værd at huske på.
Vi har netop sikret 35 millioner kroner til de uniformerede kollegaer, som betyder, at hver enkelt af jer har modtaget et beløb på mellem 12.000 og 21.000 kroner. Vi håber, det varmer godt ude i stuerne.
Omsider er de første af Justitsministeriets Medaljer til Sårede i Tjeneste blevet uddelt. Det er en historisk anerkendelse – og en nødvendig markering af, at ingen skal stå alene, når arbejdet får personlige konsekvenser. Alle jer medlemmer yder hver dag en ekstraordinær indsats for at holde vores samfund sikkert – derfor skal samfundet også hædre jer.
Selvom det ikke læger alle sår, har forbundet også i år hentet mange millioner kroner hjem i erstatninger til syge kollegaer. Det er blevet til 190 millioner kroner i engangsbeløb og løbende erstatningerne.
2025 er også året, strafreformen er blevet en virkelighed. Vi står overfor et stort stykke arbejde, og det er mere vigtigt end nogensinde, at vi går sammen til opgaven.
Tak – til hver og én af jer for jeres uerstattelige indsats ude på alle institutioner. Tak til kollegaerne i Grønland og på Færøerne. Vi kunne ikke gøre det uden jer.
En særlig tanke går til alle jer, der holder vores butik kørende henover jul og nytår.
Glædelig jul & godt nytår til jer og jeres familie.
Bo Yde Sørensen
