De økonomiske vismænd roser de traditionelle fagforeninger og foreslår at målrette skattefradraget til dem. De gule foreninger synes – overraskende nok – ikke om ideen.
I dag kan man som bekendt trække sit fagforeningskontingent fra i skat. Op til 7.000 kroner om året. Det gælder både medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger – som eksempelvis Fængselsforbundet – og medlemmer af gule fagforeninger – som Det Faglige Hus og Krifa.
Men sådan skal det ikke være i fremtiden, hvis det står til Det Økonomiske Råd. I en ny rapport peger de på fordelen ved at målrette fradraget til de overenskomstbærende fagforeninger.
Forskellen på de to typer fagforeninger er, at de traditionelle fagforbund forhandler overenskomster på vegne af sine medlemmer. Det gør de gule ikke.
Er de gule så egentlig fagforeninger?
Nej, ikke hvis man med en fagforening tænker på en organisation, som kæmper for at forbedre lønvilkårene for sine medlemmer og indgår i den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere sætter sig over for hinanden ved forhandlingsbordet.
Det kritiske modspil er netop ok-fagforeningers styrke, fastslår Det Økonomiske Råd – kendt som de økonomiske vismænd: “Fagforeninger spiller en central rolle i forhandlingerne mellem lønmodtagere og virksomheder både i de kollektive overenskomstforhandlinger og på den enkelte arbejdsplads,” skriver de i rapporten.
Derfor er det et samfundsmæssigt problem, hvis fagforeningerne svækkes. Der er nemlig godt for alle, hvis der er en stærk modpol til virksomhederne.
A-siden (arbejdsgivere) og B-siden (fagforeninger) skal helst lige være lige stærke ellers kan det føre til lavere beskæftigelse. De to parter har forskellige interesser. Virksomhederne ønsker lav løn. Fagforeningerne ønsker høj løn. Har en af de to parter for meget magt, så opstår der et dødvægtstab i form af færre beskæftigede ifølge vismændene.
”Faldende tilslutning til fagforeninger kan føre til lavere løn og beskæftigelse, fordi lønmodtagerne i mindre grad kan modvirke de negative samfundsøkonomiske konsekvenser af virksomhedernes magt,” skriver vismændene.
Derfor mener vismændene, at de traditionelle fagforbund skal styrkes.
Fængselsforbund: Tak for støtten
Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen hilser vismændenes rapport velkommen.
”Det er rart med dette skulderklap fra vismændene. Vi får jo får ofte skudt i skoen, at vi er for kritiske og for hårdere i vores udmeldinger om vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår, men vismændene slår fast, at vores arbejde er en styrke for samfundet,” siger han.
”Der er jo heller ingen tvivl om, at det var vores benarbejde, der sikrede en unik trepartsaftale og stoppede 50 års fastfrysning af vores medlemmers lønniveau. En aftale som jo siden er blevet fulgt op af flere fastholdelsespakker, som alle har til hensigt at stoppe blødningen af medarbejdere i fængslerne. Det er til gavn for alle parter.”
Krifa: Det er et vildspor
Hvor overenskomstforbundene støtter vismændenes forslag om et målrettet fradrag, forholder det sig anderledes hos de gule, som vil blive ramt af forslaget.
Formanden for Krifa, Jane Heitmann, betegner forslaget som “fejlagtigt”.
”Hele præmissen for tankegangen om at begrænse skattefradraget til medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger i forsøget på at forbedre løn- og arbejdsvilkår er ganske enkelt fejlagtig,” skriver Jane Heitmann i en pressemeddelelse.
Hun mener, at hvis lønnen er for lav, så kan man som arbejdstager blot skifte branche.
Af Søren Gregersen
DØDVÆGTSTAB
Dødvægtstab er det tab for samfundet, som opstår, når lønnen på arbejdsmarkedet ikke afspejler den rigtige værdi af arbejdet. Det sker, når enten virksomheder eller lønmodtagere har så meget magt, at de kan påvirke lønnen til deres egen fordel.
- Hvis virksomhederne har for meget magt, kan de presse lønnen ned og undlade at ansætte flere medarbejdere. Det betyder, at samfundet går glip af ekstra produktion og arbejde, selvom det egentlig ville være en fordel at have flere i beskæftigelse.
- Hvis lønmodtagerne har for meget magt, kan de presse lønnen op. Så bliver det dyrere for virksomhederne at ansætte, og derfor ansætter de færre medarbejdere. Også her mister samfundet noget velfærd, fordi beskæftigelsen bliver lavere end den kunne være.
Fuldkommen konkurrence på arbejdsmarkedet betyder, at hverken virksomheder eller lønmodtagere har magt til at påvirke lønnen. Lønnen bliver derfor fastsat naturligt af udbud og efterspørgsel. I den situation passer lønnen præcist med værdien og omkostningen ved arbejdet, og der opstår ikke dødvægtstab.
