Sønder Omme Fængsel er med sin snarlige kæmpeudvidelse godt i gang med at tiltrække hænder fra omkringliggende institutioner – også fra Nørre Snede, hvor man med nye investeringer forsøger at fastholde og tiltrække kollegaer.
“Der er ingen tvivl om, at vi i mange år ikke har fået tilføjet midler. Ting har været ved at forfalde. Men nu er det tydeligt at mærke, at det er blevet vores tur til at blive prioriteret og taget alvorligt.”
Sådan siger arbejdsmiljørepræsentant Thomas Bo Kristensen, der sammen med tillidsrepræsentant Claus Veggerby viser rundt på Nørre Snedes store matrikel.
Der er meget at vise frem. Der er nemlig færdiggjort og igangsat masser af nye tiltag, som forhåbentlig skal bevise, at Nørre Snede er et sted, hvor det er værdifuldt at være.
”Vi har mistet mange de seneste måneder, men både nye og ældre kollegaer vil få glæde af de ting, vi er ved at få. Nu skal vi have fortalt den nye historie om vores arbejdsplads,” siger Claus Veggerby.

Fængslet har indsatte i kategori tre og fire fordelt på åbent, lukket og arrest. Derudover har de en behandlings- og en sædelighedsafdeling.
Optimeret sikkerhed
Thomas Bo Kristensen og Claus Veggerby er nået til personalehuset, som har fået smukkeseret værelserne og skabt mere hjemlighed i fællesrummene.
”Er det ikke hyggeligt?” spørger tillidsrepræsentanten. ”Og længere nede ad vejen er de gået i gang med at bygge det nye kondirum, så vores kollegaer ikke længere skal træne nede i kælderen.
Der er også tid til at nå et smut forbi nogle af kontormiljøerne, hvor lydforholdene i storrumskontorerne snart skal gøres bedre. Nogle af projekterne har kørt i noget tid, men der er med nye midler fra strafreformen også sat et endnu større skub i sikkerhedsoptimeringen af fængslet.
”Der er ikke sket forbedringer for teknikken siden 2004, så det trængte virkelig. Vi har blandt andet fået cellekald, mikroalarmer og perimeteralarmer i lukket afdeling, og også 30 nye kameraer i åbent.”
En af de helt store saltvandsindsprøjtninger er desuden ved at skyde op af jorden.
”Vi er ved at få bygget en helt ny gårdtur for ti millioner til lukket afdeling. Vi har tidligere haft problemer med mange indkast, men om en måned skal den stå klar,” siger Thomas Bo Kristensen.
En ændret kultur
De nye midler finder også vej til de indsatte. Der er blevet installeret såkaldte mutebokse, hvor nogle indsatte kan have onlinemøder med familien, og derudover har besøgsrummene fået en omgang med ny maling og møbler, ligesom der er blevet bygget en helt ny legeplads.
”Det gør meget for personalet, at de indsatte trives og har det godt,” siger Claus Veggerby.
Han og Thomas Bo Kristensen er enige om, at det er tydeligt, trivslen og arbejdsmiljøet har været i fokus den seneste tid.
”Man vil gerne tage et ordentligt spring i den måde, vi taler med hinanden på. Vi oplever det allerede nu med de nye chefer, som gør meget for at være lydhøre overfor de ting, vi vil have forbedret. Vi bliver virkelig hørt og anerkendt, og vi er alle ligeværdige i vores lokale samarbejdsudvalg – uanset titel – selvom det endeligt selvfølgelig ligger hos inspektøren,” siger Claus Veggerby.
Et sted med muligheder
Begge er godt klar over, de er oppe imod en hård konkurrent i Sønder Omme. Selvom optimeringerne i Nørre Snede løbende har været undervejs, søger cirka ti mand lige nu videre.
”Vi har selvfølgelig respekt for de kollegaer, der trænger til at søge nye veje. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, at vi altså også kan en masse,” siger Thomas Bo Kristensen.
”Og så er vi en uddannelsesinstitution, hvor man kan prøve alle regimer af, og hvor man kan blive ved med at uddanne sig i mange retninger, også selvom du har været her længe. Hos os kan man få lov til det hele,” fortsætter Claus Veggerby.
Deres fælles budskab er klart: ”Vi vil vise folk, at Nørre Snede er det bedste sted at arbejde.”


