Institutionsmedarbejder Anne-Mette Svenstrup og hendes kollegaer arbejder hver dag for at gøre hverdagen og ventetiden værdig for beboerne på Sjælsmark.
Hver eneste dag går en lang række afviste asylansøgere ind og ud gennem stålporten.
Her – et sted mellem Udlændingestyrelsen og Kriminalforsorgen – står institutionsmedarbejderne på Udrejsecenter Sjælsmark klar til at sige enten hej, farvel eller vi ses til beboerne.
Tillidsrepræsentant Anne-Mette Svenstrup har gjort det siden 2017.
Selvom det stadig kun er formiddag, har hun nået at hjælpe tre beboere med udflytning, taget imod tre nye fra modtagercenter Sandholm, sendt to beboere med politiet og sagt ’velkommen tilbage’ til en beboer, der har været væk i et stykke tid.
Sådan kan hverdagen variere, og ofte er uvisheden et vilkår. Også for institutionsmedarbejderne.
”Vi ved ikke, hvad de har med i bagagen, hvordan de er kommet hertil, og hvor de skal hen efter opholdet. Det er nutiden, vores job består af, og derfor skal vi arbejde for at gøre hverdagen og ventetiden værdig i det omfang, det kan lade sig gøre for den enkelte,” siger Anne-Mette Svenstrup.
Et værelse på Sjælsmark. Her kan bo fire personer.
Balanceret myndighedsarbejde
Udrejsecenter Sjælsmark drives af Kriminalforsorgen efter aftale med Udlændingestyrelsen, og blev etableret på den gamle Sjælsmark Kaserne i 2015. Centret huser i dag voksne afviste asylansøgere fra hele verden. For de fleste af dem er det her endestationen for deres asylrejse i Danmark, inden de bliver sendt ud af landet af Hjemrejsestyrelsen.
Forinden deres ankomst har Anne-Mette og kollegaerne forberedt ankomsten. De har gjort værelser klar, fundet sengetøj og en husorden på et passende sprog frem.
De skal også stå for indskrivningssamtalen. Her er det vigtigt at finde balancen mellem myndighedsarbejde, tydelighed om rammer og regler på centret og et afsæt i at møde “det hele menneske”
”Vi har jo uniform på, og jeg er derfor, hvis nødvendigt, hurtig til at understrege, jeg ikke er politibetjent, hvis de virker utrygge eller nervøse. Vi skal udfylde en motivations- og støtteposition, men det indebærer blandt andet også at huske dem på deres pligt til blandt andet at få gjort rent på deres værelser og fællesarealer,” siger Anne-Mette Svenstrup.
Beboerne kan frit forlade centret, men skal reelt bo her. Flere af dem har været her i et pænt stykke tid.
”De fleste vil jo gerne videre. Vi er på en isflage, og derfor skal vi være på forkant og læse beboerne, så vi kan komme til dem, inden det tipper over. Et godt eksempel er cafeteriet: Kommer der konflikt, er det typisk i en måltidssituation. Beboerne kan have en dårlig dag, og så kan det vælte det hele, hvis de eksempelvis ikke bryder sig om maden.”
”Her er det vigtigt, vi signalerer, at vi godt forstår deres frustration. Er der i stedet noget, vi kan hjælpe dem med? Mangler de noget? Vores vigtigste værktøj er dialog, og måden vi møder beboerne på,” siger Anne-Mette Svenstrup.
Beboerne spiser hver dag sammen i et afgrænset tidsrum i cafeteriet.
Bred diversitet
Institutionsmedarbejder samarbejder tæt med Røde Kors, der blandt andet driver sundhedsklinik, sociale indsatser og undervisning på centret.
Udover store kulturelle forskelle, har flere af beboerne også både psykiske og fysiske udfordringer, som kræver en ekstra indsats.
”Bliver de syge af at være her, eller var de det i forvejen? Som udgangspunkt bliver de ikke syge, men de har levet i uvished længe, og nogle er særligt sårbare. Det skal vi kunne aflæse og håndtere,” siger Anne-Mette Svenstrup.
Institutionsmedarbejder er en ufaglært titel, og diversiteten er også at finde blandt kollegaerne uddannelsesmæssigt.
Her er ansat socialrådgivere, socialpædagoger, kontor- og butiksuddannede, akademikere som Anne-Mette Svenstrup selv, og kollegaer med andre kompetencer og erfaring.
“Vi kan godt være uenige om, hvordan en arbejdsopgaver bedst løses, men det bliver en styrke, når vi accepterer hinanden og trækker på hinandens erfaringer. Vi er på vej mod en fælles retning for en faglighed, der understøttes godt af enhedsleder Lars Christian Bech og enhedschef Henriette Nguyen,” siger hun.
En skjult uniform
Lige nu er der ansat 21 institutionsmedarbejdere på Sjælsmark og omkring 40 på Kærshovedgård.
”Selvom vi er få, bærer vi stadig den blå uniform. Det her er et krævende sted at arbejde, og jeg synes generelt, der mangler respekt for, hvad vi gør,” mener tillidsrepræsentanten.
Hun håber derfor også, de bliver husket, når puljen fra overenskomstaftalen på 9,7 millioner kroner for særligt udsatte medarbejdere i Kriminalforsorgen skal udmøntes.
”Som gruppe har institutionsmedarbejderne til januar otteårs jubilæum på Sjælsmark. Vi har som center udviklet et miljø med faglighed og nuancer i vores professionelle tilgang. Det er vores tur til at blive anerkendt,” afslutter hun.
Det er Forbundsformand Bo Yde Sørensen enig i.
”Vores institutionsmedarbejdere, både på Sjælsmark og Kærshovedgård, udfører hver dag et samfundsmæssigt vigtigt stykke arbejde. Oven i det, står politikerne og ser med over skulderen. Institutionsmedarbejderne står på frontlinjen, og det er desværre en frontlinje, der har tendens til at blive overset,” siger han.
”Jeg kan ikke konkret sige, hvad der er på forhandlingsbordet, da forhandlingerne af puljen på de 9,7 millioner stadig er i gang. Men jeg kan sige så meget, at vi tidligere har slået på tromme for, at institutionsmedarbejderne også er nogle af dem, der skal honoreres for deres arbejde,” afslutter formanden.
