10.04.2025

Vi mangler stadig fængselsbetjente – Derfor kræver manglende timer en forklaring

Kriminalforsorgen har et akut og stort behov for flere fængselsbetjente. Sådan er det fortsat. Alligevel har der, som det fremgår af seneste nummer af “Fængselsfunktionæren”, på enkelte institutioner i Område Vest været tilfælde, hvor medarbejdere har oplevet ikke at få udfyldt normtiden.

Så hvordan hænger det sammen, når vi fortsat mangler nye kollegaer?

Når det er sådan, er det blandt andet fordi, vi forbereder os på, at vi i løbet af de næste år skal åbne flere, nye pladser.

Senest har vi åbnet 50 pladser i Ringe, og i slutningen af året vil vi have 200 nye, lukkede pladser i Sønder Omme. Det kræver mange nye kollegaer. Det er essentielt for driften, essentielt for sikkerheden og vigtigt for at få hverdagen til at hænge sammen.

Derfor sætter vi massivt ind med rekrutteringskampagner og øger rekrutteringen i Vest med blandt andet pop-up skole i Sønder Omme. Med andre ord ansætter vi så mange som muligt.

Det er imidlertid samtidig årsagen til, at man i en kort periode lokalt kan opleve, at der er lidt flere fængselsbetjente på institutionen, end der er vagter til. Fordi vi – heldigvis – får nye og engagerede elever til. Men det betyder også konkret, at når vi tilgodeser personales ønsker om ansættelsessted og samtidig skal have den rette balance mellem elever og erfarne, kan vi opleve flere hænder, end der er timer til. Og endeligt – hvis ikke vi tilgodeser dette, kan alternativet i sidste ende blive, at vores kollegaer finder andre arbejdspladser.

Men hvorfor udnytter vi så ikke det midlertidige overskud af hænder til at afskaffe runderingshold eller til udlån på de institutioner, der fortsat mangler? Det er helt relevante spørgsmål, som jeg godt forstår.

Hvis vi nedlagde runderingsordningerne nu, ville det desværre være en kortsigtet løsning, der skulle rulles tilbage igen om meget få måneder, når flere uniformerede kollegaer skal bruges i Sønder Omme.

I forhold til udlån mellem pressede institutioner undersøger vi hele tiden, hvad der er muligt. Og heldigvis lader flere kollegaer sig frivilligt udlåne til naboinstitutioner. Og det er årsagen til, at vi langt hen ad vejen får løst udfordringerne med manglende timer på den ene side og manglende betjente på den anden.

Dem, der på den måde støtter kollegaer andre steder i Kriminalforsorgen, skal have et kæmpe tak for det. At kollegaer hjælper til i eksempelvis Ringe eller har tilkendegivet, at de vil støtte i Øst, hvor bemandingssituationen er mere udfordret, viser, hvilket særligt sammenhold, der er i Kriminalforsorgen.

Men det er et stort puslespil, som vi løbende lægger. Og vi gør alt for, at der samtidig tages højde for sikkerhed og medarbejdersammensætning. Men selvom vi gør alt for, at det går op, går det ikke altid. For situationen vil i perioder være som nu, indtil vi åbner i Sønder Omme. Det er ikke optimalt, men vi prøver at løse det så godt, vi kan, mens vi opmander og forbereder os på nye pladser.

Vi skal have flere kollegaer. Det viser vores hverdag. Det viser alle fremskrivninger. Og målet er også, at vi på sigt skal tilbage til normal postbesættelse på alle matrikler. Det må der ikke herske tvivl om.

Af Områdedirektør i Kriminalforsorgen Vest, Michael Frølich Christensen

Den store løgn