02.09.2026

Af forbundsformand Bo Yde Sørensen

“Vi kan ikke længere tage medansvar for driften”

Så har virkeligheden i den grad ramt os.

Det var slemt i forvejen, men nu er vores system ved at bryde helt sammen.

Vi står ved en korsvej, hvis vi fortsat vil have fængsler i fremtiden i bare nogenlunde vesteuropæisk stil.

Det er nu, vi skal beslutte, hvad vi vil gøre med Danmarks Fængsler.

Personalesituationen og indstrømningen af indsatte – og udsigten til endnu flere – gør, at vi i Fængselsforbundet ikke længere kan tage ansvar for driften.

Derfor har vi sagt ’nej tak’ til at tage medansvar for den taskforce, der aktuelt forsøger at navigere i ovenstående oprørte vande. Allerede nu kan jeg nemlig godt sige, hvad resultatet bliver: Yderligere forringelser for ansatte og indsatte.

Jeg kan nævne, at et tårnhøjt antal – op imod 400 fængselsbetjente – har indgået aftaler med Danmarks Fængsler om at arbejde op til 60 timer ugentligt – hver uge. Det gør de ikke for deres blå øjnes skyld. Det gør de for at få adgang til at afholde de fridage, de allerede er blevet lovet. En sådan aftale er nemlig eneste garanti for at undgå konstant beordret overarbejde.

Javel, det har Fængselsforbundet et medansvar for. Det påtager vi os. Vi indgik aftalen i forbindelse med treparten, men udgangspunktet var at hjælpe Danmarks Fængsler, ikke at det skulle være en redningsplanke mod beordret overarbejde.

Hvis Fængselsforbundet fortsat skal tage medansvar for driften, er situationen nået til det punkt, hvor vi bliver nødt til at tage skeen i den anden hånd, og ikke bare strække kollegaerne længere og længere ud over vagtplanerne, som vi har gjort i mange år.

I 2023 indgik vi trepartsaftalen om lønforhold for det uniformerede personale. Tiden er kommet til, at treparten igen træder sammen for at drøfte fremtiden for Danmarks Fængsler, i hvert fald hvis man fortsat ønsker en innovativ fagforening som en aktiv medspiller. Der findes nemlig et alternativ til at være en aktiv, innovativ medspiller.


Ny rekord: Vi nærmer os 5.000 indsatte