06.02.2026

“Vi får 1.644 kroner for at være praktikvejledere”

Kommentar til nyhedsbrevet om makkervederlaget.
Af Henrik Marcussen, fængselsbetjent på Renbæk Fængsel.

Når jeg sidder her og læser nyhedsbrevet sendt fra Fængselsforbundet, undres jeg meget. Jeg undres over størrelsen på det vederlag, man ønsker at aflønne fængselsbetjente med, som belønningen for makkerindsatsen.

Som jeg forstår det, skal betjentene fra Kosovo med på sidemand i tre måneder, hvor de skal følge en fængselsbetjent og herved lære, hvordan man efter danske normer og regler skal agere som fængselsbetjent, når de kommer retur til Kosovo og det nyåbnede fængsel for udvisningsdømte.

Men 20.000 kroner for en indsats på tre måneder lyder helt forkert, når man sammenligner med den danske ordning for praktikvejledere.

Jeg har været ansat som praktikvejleder siden 2011 og er det stadig. Da jeg startede i 2011, var funktionstillægget på 1.332 kroner, og i dag får vi 1.644 kroner for opgaven pr. måned.

Jeg har i gennemsnit mellem fire og syv elever året rundt. Gennem de mange år jeg har haft opgaven, er vi kun blevet pålagt flere og flere opgaver.

Der er kommet en ny uddannelse for eleverne, som også stiller større krav til den enkelte praktikvejleder. I Renbæk har vi to til tre ubesatte stillinger som praktikvejledere, og ingen der søger dem. Det samme gør sig gældende på landsplan. På de fleste uddannelsesfængsler og arrester mangler der praktikvejledere.

Kriminalforsorgen slår meget på, at vi skal være bedre til at rekruttere og fastholde vores elever. Her er nøgleordet praktikvejledere – og gerne flere af dem.

Vi har brug for praktikvejledere for at støtte op om eleverne og hjælpe dem gennem uddannelsen. Der er brug for flere praktikvejledere, så det ikke er elever, der oplærer elever.

Kriminalforsorgen har brug for flere praktikvejledere og for at fastholde de allerede engagerede praktikvejledere, som findes rundt om i de danske fængsler og arresthuse.

Kriminalforsorgen har brug for flere praktikvejledere og for at fastholde de allerede engagerede praktikvejledere, som findes rundt om i de danske fængsler og arresthuse.
Henrik Marcussen, fængselsbetjent på Renbæk Fængsel.

Kriminalforsorgen har brug for, at disse praktikvejledere altid er opdateret på opgaven, og at de understøttes i opgaven hele vejen rundt – lige fra rekrutteringsenhed, HR-uddannelseskonsulenter, skole og den lokale ledelse.

Vi ønsker mere fokus på opgaven, bedre efteruddannelse og flere praktikvejlederkollegaer.

Et af grundlagene for en velfungerende praktikvejlederenhed er, at man føler sig værdsat. Dette gælder som nævnt ovenfor i form af uddannelse og det rette antal praktikvejledere. Men især også funktionstillægget tæller.

Funktionstillægget er ikke fulgt med opgaven, og jeg opfordrer derfor til, at det er tid til et eftersyn. Tillægget har ikke fulgt med udviklingen og ansvarsopgaverne. Tiden er kommet til en større regulering af tillægget.

Kan man hæve tillægget sådan uden lige for makkerindsatsen, så burde det også være muligt at se på udfordringen i Kriminalforsorgen.

Lad os nu blive anerkendt for det store arbejde, vi laver ude på uddannelsesstederne.

Svar fra forbundet
Jeg deler dit synspunkt, Henrik, om at praktikvejledertillægget er for lavt, og at vi mangler flere praktikvejledere. Det spørgsmål har Fængselsforbundet derfor også rejst over for arbejdsgiver.

At være makker for vores kosovariske kollegaer er en krævende opgave. I tre måneder skal de danske makkere på de fleste vagter tale engelsk og samtidig oplære en kosovarisk kollega i danske fængselsforhold. Det krævede et engangsvederlag, og først da beløbet blev sat til 20.000 kroner, lykkedes det at skaffe det nødvendige antal danske makkere. Efter min vurdering er det et rimeligt niveau i forhold til opgavens omfang.

Med venlig hilsen

Henrik Thøgersen
Forbundssekretær