Folkeskolelærer og børnebogsforfatter, Søren Hemmingsen, vil med sin nyeste bog minde unge drenge på kanten om, at de også har en plads.
Simon går i niende klasse og er skoletræt. Han er glad for at drikke Redbull om morgenen, at spille hård og at køre sin tunede knallert væk fra den dysfunktionelle familiedynamik og ned på industrihavnen for at stå og ryge e-cigaretter med vennerne.
Simon er den imaginære hovedkarakter i børnebogen ’Vi ses, Simon!’, som folkeskolelærer og børnebogsforfatter, Søren Hemmingsen, netop har udgivet.
Han er vokset op på Københavns Vestegn, og kender derfor alt til det miljø, som bogens hovedkarakter Simon vokser op, men i et hjem med masser af bøger. Bøgerne blev hans redning, og er grunden til, at han i dag stædigt insisterer på, at drenge som Simon skal læse om karakterer, de kan spejle dig i.
”Hvis hovedkarakteren Simon ikke var blevet reddet af sin lærer, var han nok endt med at få fodlænke på. Vi er nødt til at få fat i de her drenge, før det går galt.”
Pædagogisk omsorg
Søren Hemmingsen kom på ideen til bogen efter at have set mange unge drenge i hjembyen, helt ned til 13 år, der på alle timer af døgnet står og hænger på stationen, hvilket han talte meget med sine store elever i udskolingen om.
”Selvfølgelig er det et fåtal, der ender i kriminalitet, men der er mange af dem, som allerede er ude på kanten. De føler sig ekskluderet i skolen, og det får dem til at blive rodløse. Det handler om at skabe relationer, hvor drengene tør komme til os lærere, så vi kan hjælpe dem på rette vej.”
Karakteren Simon er kørt sur i det. Han bliver overset i skolen, og sakker mere og mere bagud. Hvad skal man så? Låse de små drenge inde i gymnastikskabene og prøve grænser af derhjemme overfor den ubehagelige stedfar.
Heldigvis får Simon en ny lærer, der rækker hånden ud og tager ham alvorligt. En simpel gerning, der også betyder alverden, når man taler resocialisering og relationsarbejde inden for fængselsmurene.
”Jeg forestiller mig, at personalet i Kriminalforsorgen, ikke mindst i forhold til de yngste og mest uerfarne kriminelle, udviser en høj grad af pædagogisk omsorg. Men problemet er jo, at ‘skaden ofte er sket’, så at sige, når de unge mennesker kommer i kontakt med fængselsvæsenet efter, hvad der føles som en mislykket skoletid,” siger Søren Hemmingsen.
Et fælles arbejde
Han mener derfor, det er vigtigt at få inkluderet de unge drenge bedre i skolen, som ikke nødvendigvis finder deres kald i at læse Klaus Rifbjerg, men i stedet i et job nede på industrihavnen eller hos den lokale tømrer.
”De her drenge føler, de er i fængsel. Der er brug for den signifikante voksne og for tid. Der er brug for lærere, der tager dem alvorligt, og kan hjælpe dem med eksempelvis at finde en læreplads. De er meget mere sårbare, end man skulle tro. De mangler redskaber og sprog. Det er derfor, jeg har skrevet min bog. Bare det, der er skrift omkring dem, kan gøre en forskel,” siger han.
Søren Hemmingsen ser direkte paralleller fra sit eget arbejde til fængselsbetjentens. Det er en fælles opgave at følge de unge drenge på kanten. Også når de overskrider den.
”De her drenge må ikke give op. Men uanset hvor hårde odds de har haft imod sig, skal bolden komme fra dem. Man har selv et ansvar for at tage det rigtige valg. Vi skal bare vise dem vejen,” siger Søren Hemmingsen.
