For to år siden mistede min hustru Tanja og jeg vores søn Lucas. Han blev 20 år.
Af Jesper Hoppe, fængselsbetjent
Lucas var en dreng med masser af liv, venner og fremtid foran sig. Sådan en, der fyldte et rum – og som efterlod et tomrum, der ikke kan beskrives, da han ikke længere var der.
Da vi mistede ham, stoppede verden. Men det gjorde systemet ikke.
Vi stod uden rettigheder. Fordi Lucas var fyldt 18 år, havde vi ikke ret til sorgorlov. I stedet måtte vi sygemelde os. Det betød, at vi – midt i den største krise i vores liv – også skulle forholde os til regler, opfølgninger og jobcenter.
Sorg blev gjort til sygdom. Men midt i det hele var der én ting, der gjorde en afgørende forskel for mig: min arbejdsplads.
Jeg arbejder i Ringe Fængsel. Og jeg blev mødt med en forståelse og rummelighed, som jeg aldrig vil glemme.
Der blev ikke stillet krav. Der blev ikke presset på. I stedet blev der sagt: “Vi finder ud af det sammen.”
Da jeg så småt begyndte at vende tilbage, fik jeg lov til at starte stille op. Der blev lavet særaftaler, som tog højde for min situation. Aftaler, som stadig gælder i dag, og som gør, at jeg kan være på arbejde uden at blive væltet omkuld.
Det har ikke været en lige vej tilbage. Og det bliver det heller aldrig. Men jeg er stadig på arbejde i dag. Ikke fordi jeg ”kom videre”. Men fordi jeg blev mødt som et menneske i sorg.
Jeg har stadig brug for fleksibilitet. Jeg har stadig dage, hvor det hele er tungt. Men jeg har også en arbejdsplads, hvor der er plads til det. Hvor både ledelse og kollegaer viser forståelse – ikke bare i ord, men i handling.
Det gør en forskel, man ikke kan måle. For arbejdet kan være en vej tilbage til noget, der minder om en hverdag. Men det kræver, at der er plads til, at man
ikke er den samme som før.
Det har jeg fået. Og det er jeg dybt taknemmelig for.
