17.04.2026

Velkommen til de nye sikkerhedsbetjente

En ny medarbejdergruppe er kommet til. De første sikkerhedsbetjente begynder deres skoleforløb til april.

Lad mig være helt ærlig og ligefrem: Ideen kommer ikke fra vores andedam. Den er opstået hos politikerne, som forsøger at finde nye løsninger ud af bemandingskrisen.

Vi er nået til et sted, hvor vi er nødt til at anerkende vores fælles situation. Krisen har konsekvenser for os alle.

Derfor har Fængselsforbundet arbejdet hårdt for at sikre, at vi får skruet opgaven med sikkerhedsbetjentene sammen på en måde, der giver mest mulig mening, og som skaber færrest mulige ulemper for vores medlemmer.

Vi har af samme årsag været med til samtalerne med de ansøgere, der er under 21 år. Vi har sikret, vi kan stå på mål for deres modenhed, kompetencer og værdier.

Vi har sikret, at alle sikkerhedsbetjente inden maksimalt fem års ansættelse har pligt til at efteruddanne sig til fængselsbetjente.

Vi har sikret rammerne for, hvilke konkrete arbejdsopgaver vores nye kollegaer må varetage, så vi kan få skabt et godt samarbejde hele vejen rundt.

Selvom der er rekordhøje optag på uddannelserne, er vi jo langt fra i mål. Med strafreformen er presset blevet endnu større, og jeg har meget svært ved at se, hvordan vi når et optimalt niveau ud fra de rammer.

Derfor er der brug for at søge mod løsninger, der kan løsne grebet om vores kollegaer her og nu.

Selvom ønsket om sikkerhedsbetjentene ikke kommer fra os, skal og vil vi som fagforening selvfølgelig passe på og kæmpe for samtlige af vores medlemmer – nye som gamle. Det vil jeg gerne understrege.

Men vores situation kalder også på mere af det, vi altid har været så gode til: Sammenhold. Så kære medlemmer – jeg har brug for, vi går fælles til opgaven.

Lad os alle tage godt imod vores nye kollegaer.