Tim har fundet sin rette hylde som transportbetjentelev, men ærgrer sig over, at der ikke findes flere veje, han kan gå med sin uddannelse.
Han drømte, som så mange andre drenge, om at blive soldat eller politibetjent. Det første lykkedes, og Tim fortsatte efter tiden i Forsvaret som vagt og vagthavende i sikkerhedsbranchen i otte-ni år. Lige indtil han nåede et punkt, hvor han ikke længere var glad for at gå på arbejde.
Men i april sidste år finder han sin hylde, da han som elev trækker i uniformen hos Transport og Bevogtning København.
”Jeg kan mærke, at jeg gerne vil bruge min erfaring fra tidligere jobs til at hjælpe andre. Hvis jeg kan bidrage til at give de indsatte en god dag uden for murene, så har jeg gjort en forskel. Det betyder meget for mig,” siger Tim.
Brug for flere veje at gå
Tim har indtil videre været glad for uddannelsen, og særligt for sine erfarne kollegaer og vejledere, der tydeligt brænder for at lære fra sig.
Efter den endelige eksamen i februar næste år kan han kalde sig transportbetjent, men han er allerede nu klar over, at han vil bruge uddannelsen til noget mere – enten som transportkoordinator eller vagthavende.
”Men det kommer nok til at tage lidt tid. Det er stort set kun fængselsbetjente, der får den slags stillinger, men jeg tænker, at jeg vil lægge ud med at blive vejleder. Ellers ser jeg ikke så mange andre muligheder for min udvikling her, og det er ærgerligt,” siger Tim.
Fængselsbetjent Christian Fonnesbech har siden 2004 været med til at starte transportafdelingen i København. I de seneste fem-seks år har han været praktikvejleder for elever som Tim.
Han kan godt genkende udlægningen: ”Vi har for få udviklingsmuligheder, og det taler også ind i udfordringen, vi har i, at folk søger mod politiet i stedet. Men jeg synes, vi gør, hvad vi kan for at fastholde folk.”
Han peger på, der for nyligt er åbnet for, at transportbetjentene kan blive både praktikvejleder og vagthavende, og at man desuden lytter til folks ønsker om at komme på diverse kurser.
”Men jeg ville ønske, vi havde flere kort på hånden. Det kunne eksempelvis være, at vi begyndte at udnytte folks kompetencer mere specifikt, så vi kunne sende dem i en mere konkret retning. Er en kollega eksempelvis god til at tale med de indsatte, kunne vi efteruddanne ham i samtaleteknik og tage ham med på opgaver, hvor vi har brug for netop den slags. På den måde kunne vi nemmere tilbyde muligheder og honorere vores folk,” siger Christian Fonnesbech.
Ønske om generationsskifte
For Tim er det ikke kun vigtigt for arbejdsglæden at kunne udvikle sig fagligt – det er mindst lige så vigtigt, at kulturen på arbejdspladsen også rykker sig.
”Vores fag kræver meget empati for andre mennesker, og efter jeg er begyndt her, har jeg virkelig lært at dykke mere ned i, hvem de indsatte er, og hvordan jeg kan få dem til at indgå i en dialog. Det giver mig en mental ro at kunne lykkes med klientkontakten.”
”Men jeg oplever samtidig, at vi er en del af et meget gammeldags system med en gammeldags ledelsesstruktur. Jeg synes, der er brug for mere empati. Vi er efterhånden ret mange, der ser sig selv som del af en ny generation af transportbetjente, der er på vej i en mere positiv retning i vores arbejdsopgaver. Jeg ved, vi mangler hænder, og at den slags tager tid – men det er en ny tid, vi lever i, og vi står klar,” siger Tim.
Christian Fonnesbech kan tydeligt mærke engagementet og gå-på-modet fra de nye elever.
”På praktikvejlederuddannelsen undervises man i generationsskifte, og som vejleder og praktikvejleder er det utroligt vigtigt at være forstående. Vi skal forstå den verden, de kommer fra, og vi har selvfølgelig meget at lære af dem. Det har da været en udfordring, men jeg synes alt i alt, vi tager så godt og åbent imod dem, som vi kan,” siger han.
