27.03.2024

Sygefraværet er det næsthøjeste nogensinde

Med et gennemsnit på 26 sygedage i 2019 er sygefraværet blandt fængselsbetjente tre gange højere end i resten af staten.

Arbejdsmiljøet i Kriminalforsorgen er stadig dårligt. Det viser sygestatistikken med al tydelighed.

Med et gennemsnit på 26 sygedage var sygefraværet i 2019 højere end alle foregående år med undtagelse af 2017. Det skal sammenholdes med et gennemsnit på 8 sygedage hos statens ansatte.

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen ser det høje fravær som en konsekvens af personalemanglen og et tegn på et alt for massivt slid på fængselsbetjentene.

”Det er logisk, at en personalekrise slider på folk. Når fængselsbetjentene bliver færre og færre til at passe flere og flere indsatte, så slider vi på dem. Møtrikkerne i det store maskineri er ved at trille ud, og det er det, vi ser i sygefraværet,” siger han.

Sygefraværet er højest på Sjælland
Værst ser det ud i Institution Nordsjælland, hvor det gennemsnitlige sygefravær er på 48 dage. Et gennemsnit, der bliver hevet op af Helsingør Arrest, som sprænger skalaen med et gennemsnitligt sygefravær på 84 dage.

Ellebæk og Sjælsmark følger lige efter Nordsjælland med 46 sygedage i gennemsnit, mens Institution Midt- og Vestsjælland har et gennemsnit på 42 sygedage. Der tegner sig altså et billede af, at sygefraværet er højest på Sjælland, hvor også personalemanglen er på sit højeste.

Den sammenhæng overrasker ikke Bo Yde Sørensen. Fængselsbetjente arbejder over som aldrig før for at dække huller i vagtplanerne, og det kan ikke blive ved med at køre uhindret i formandens øjne. Men hvordan får man så standset den onde cirkel?

”Vi skal selvfølgelig rekruttere flere fængselsbetjente, hvis den onde cirkel skal brydes. Afskaffelse af SU under uddannelse er et afgørende skridt på dén vej. Men jeg mener også, der skal et nyt tankesæt til, når det gælder behandling af sygefravær i Kriminalforsorgen generelt,” siger formanden.

Det er i hans øjne essentielt, at man retter fokus mod at passe på de betjente, der møder på arbejde, og som måske er på vej ned ad en usund sliske mod stress og langtidssygemelding.

”Som det er nu, ser man på en betjents høje sygefravær og tænker i afskedigelsesproces. Jeg synes i langt højere grad, man skulle tænke i fastholdelsestiltag. Hvordan kan vi sikre, at den syge kommer tilbage igen i et roligt tempo? Kunne vi tilbyde mere supervision på de pressede afdelinger for at nedbringe sygefraværet?,” siger Bo Yde Sørensen.

Kriminalforsorgen vil nedbringe fraværet
I direktoratet ser man på også på det høje sygefravær med alvor.

”Vi er meget opmærksomme på udfordringerne med sygefraværet i Kriminalforsorgen, og derfor arbejder vi aktivt for at nedbringe det,” siger Sophia Gena Gonsalves, enhedsleder i Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Konkrete initiativer og støttemidler skal nedbringe sygefraværet, siger enhedslederen, som peger på, at sygefraværet er faldet for alle personalegrupper samlet set, men ikke fængselsbetjente.

”De foreløbige tal viser, at det igen i 2019 er lykkedes at nedbringe sygefraværet i Kriminalforsorgen, men ikke i det omfang vi havde forventet. Faldet i sygefraværet gælder for hele Kriminalforsorgen og for det uniformerede personale samlet set, mens fængselsbetjente har oplevet en lille stigning. Vi har netop modtaget støtte fra en statsfinansieret pulje i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til en række konkrete initiativer, der skal give et løft til sygefraværsindsatsen og arbejdsmiljøet. Det skal vi sammen med en række andre initiativer bruge til at nedbringe sygefraværet yderligere i 2020,” siger hun.

Af Maria Hamilton

Helsingør Arrest topper med sygefravær på 84 dage