Debatindlæg af Peter Jørgensen, tillidsrepræsentant i Herstedvester Fængsel.
Som ansatte i fængslerne er det vores job at berøve indsatte deres frihed. Det er en grundlæggende del af vores opgave. Men i takt med den stadig mere alvorlige personalemangel oplever mange ansatte, at deres egen frihed begrænses. Det er et paradoks, som fortjener at blive italesat.
Personalets oplevelse af afmagt er ikke blot en midlertidig følelse, men i stigende grad en permanent tilstand. Og hvor de indsatte afsoner en straf med en fastsat slutdato, befinder personalet sig i en situation uden nogen tydelig ende. Der er intet, der tyder på, at personalemanglen vil blive løst inden for overskuelig tid. Dermed lever mange ansatte reelt med en form for tidsubestemt belastning, hvor arbejdets krav konstant overskygger hensynet til privatlivet.
Både indsatte og personale oplever at være afskåret fra deres familier. For de indsatte skyldes det fængslingen. For personalet skyldes det gentagne ekstravagter, weekendarbejde, aflyste fridage og manglende mulighed for at planlægge eget liv. Årsagerne er forskellige, men konsekvensen er den samme: Fravær fra familien og et privatliv der må vige for arbejdet.
På samme måde oplever både indsatte og personale at få deres handlemuligheder begrænset. Hvor de indsattes muligheder reguleres af fængslets rammer og regler, reguleres personalets muligheder af personalemanglen. Det viser sig i manglende fleksibilitet, begrænset indflydelse på arbejdstid og i en hverdag, hvor det ofte ikke er muligt at sige fra.
Drift fremfor frihed
Både indsatte og personale er altså en del af det samme system, hvor friheden begrænses for at sikre fængslets funktion. Roller, ansvar og vilkår er naturligvis vidt forskellige. Personalet har selv valgt at være her. Men begrænsningen af tid, handlemuligheder og frihed er ikke desto mindre reel med konsekvenser for arbejdsliv, familieliv og trivsel. Dette paradoks bør give anledning til refleksion. For et system, der er afhængigt af medarbejdere, som oplever afmagt og tidsubestemt belastning, undergraver både arbejdsmiljø, kvalitet og bæredygtighed.
Det er derfor afgørende, at personalemanglen ikke blot betragtes som et midlertidigt vilkår, men som et problem, der kræver langsigtede løsninger.
