Beboerne på Hammer Bakker Udslusningsfængsel bliver på shelterpladsen i snestormen klædt på til et liv uden kriminalitet.
Vi har valgt den dårligste dag. Eller måske den bedste. Det kommer an på, hvem man spørger. Snestormen har ramt shelterpladsen Mosely ved Mariager, hvor tillidsrepræsentant og fængselsbetjent Anders Mosegaard, kollegaen Allan Ersted Poulsen og de fire beboere fra Hammer Bakker Udslusningsfængsel skal overnatte.
Beboerne har, nogle af dem i mange år, været vant til at sidde inde. I dag og i nat handler det om at være ude og om at få talt sammen.
”Det handler jo om at få dem til at vokse. Mange af vores beboere har ikke været på den her slags ture før. De kommer altid hjem og har en optursoplevelse af, at de kunne meget mere, end de troede. Det skaber en tydelig udvikling,” siger Anders Mosegaard.
Lejrbålssnak
Der er plads til 27 beboere på udslusningsfængslet, hvoraf nogle bor i familieafdelingen. Her kan børn enten bo eller komme på besøg. Desuden er der 11 udslusningsmedarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe nogle rammer for beboerne, så de bliver i stand til at leve et liv uden kriminalitet.
Som et led i den proces tager Anders Mosegaard og Allan Ersted Poulsen et par gange om året på sheltertur med dem, der har lyst og findes egnet.
Vi lander klokken 15.35 ved shelterpladsen, der skal udgøre nattens hjem. Den tunge sne falder, og presenningerne rusker, mens der pakkes ud. Beboerne får hurtigt hjulpet med at få tændt op i bålet, og burgerbøfferne er kommet på grillen. “… strisserne kom, før vi ventede dem… Midt om natten!” Det er blevet en tradition at høre Kim Larsen.
Der går ikke længe, før samtalen bliver personlig. En af beboerne fortæller om det årelange misbrug, han udviklede som 12-årig, og som har resulteret i en overdosis noget nær ti gange.
”Dagen efter en overdosis tog jeg normalt narko igen. Jeg er også vågnet med helt blå ribben, fordi jeg var faldet ned ad en trappe, uden jeg kunne huske det dagen efter. Jeg vidste slet ikke, hvor langt ude jeg var, før jeg blev clean for et år siden. Det har reddet mig,” fortæller han.
Alle lytter med.
”Du er god til at fortælle om det. Det er godt gået. Hjælper det dig?” spørger Allan Ersted Poulsen.
”Ja. Når jeg sidder ved et skrivebord og skal tale om den slags ting, føler jeg det som en afhøring. Rundt om bålet er det noget helt andet. Det er stille og roligt. Her er ingen nøgler, der rasler.”
Så bliver der nikket.
Når jeg sidder ved et skrivebord og skal tale om den slags ting, føler jeg det som en afhøring. Rundt om bålet er det noget helt andet. Det er stille og roligt. Her er ingen nøgler, der rasler.
Beboer på Hammer Bakker Udslusningsfængsel
”Har du nogensinde været i psykiatrien?” spørger Anders Mosegaard beboeren.
”Ja, det var den værste tid i mit liv.”
Det kan nogle rundt om bålet relatere til, og så er det som om, der er blevet tændt for vandhanen. Historierne flyder frit.
Det er de små skridt
Det er tydeligt for Anders Mosegaard og Allan Ersted Poulsen, at ture som den her virkelig rykker på noget.
”Vi er jo sammen på en helt andet måde her. Det skaber nogle særlige relationer til beboerne. I vores samtaler med dem, kan vi tydeligt mærke, at vi får opbygget en tillid imellem os. De kommer til os med det, der er svært,” siger Anders Mosegaard.
”Jeg tror, I ser os mindre som betjente, og mere som bare mennesker?” spørger han.
Det er alle fire beboere enige i. De er også glade for at kunne dele deres erfaringer med hinanden.
”Men man skal også lige vænne sig til at have den her slags samtaler og den her slags relation,” siger en af de andre beboere. ”Det har vi jo ikke været vant til.”
Her er Allan Ersted Poulsen hurtig: ”Ja, du var helt genert i starten! Nu er du jo nærmest helt fræk!” Så bliver der grinet.
Men beboeren med misbrugshistorien fra før samler op: ”Jeg skal også have det i små bidder. Det får jeg her. Det hjælper med de her rammer,” siger han.
”Det er jo de små skridt, der er så vigtige. Det giver alle mennesker så meget pondus og selvtillid at mærke, man har rykket sig. Det er det, vi skal med de her ture,” siger Anders Mosegaard.
Brændet er ved at være sluppet op, og det er tid til at gå til ro. Når klokken slår 06.00 er det ud af fjerene. Dem der vil, kan overveje et vinterdyp.
”Det er en god afslutning på en god tur!” er de to fængselsbetjente enige om.
Der bliver skuttet lidt i vinterstormen. Svømmeturen får de vist for sig selv.
Af Sille Augustinussen.
