06.10.2026

Direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.

Sådan kommer vi ud af krisen

Det ser svært ud, men vi finder en vej, siger direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.

“Vi har alt for få betjente. Så når jeg nu kommer til at tale om de ting, som vi sætter i gang i løbet af efteråret, er det ikke for at tale problemerne ned. Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig situation, vi står i,” understreger Ina Eliasen, da vi sætter os ved hendes mødebord på Strandgade i København.

Hun peger på, at systemet i høj grad holdes oppe af medarbejdere, som er parate til at gå en ekstra meter for at få tingene til at hænge sammen.

”Tak til alle dem, der giver en ekstra hånd i øjeblikket. Det gælder også alle de pensionerede kollegaer, som kommer ind og hjælper. Vi ved godt, det er kritisk. Vi ved godt, det er hårdt, men vi prøver virkelig på at gøre det nemmere at være i jobbet, så man også har tid til sit liv uden for murene.”

Der er dog lys i mørket. I september er der startet 123 nye elever på skolerne. Det bringer håb om bedre tider for de trængte institutioner – hvis det lykkes at holde på dem.

”Det er virkelig positivt, at vi har haft det største optag i syv år. Det viser, at vi kan rekruttere mange nye medarbejdere. Det skal vi fortsætte med, men det er mindst lige så vigtigt, at vi bliver bedre til at fastholde. Der er mange, der stopper igen. Det skal vi gøre noget ved,” siger direktøren.

Ina Eliasen barsler derfor med en række initiativer, der skal gøre det lettere at blive i jobbet og lover et snarligt udspil med anbefalinger til institutionerne.

”Vi arbejder på at skabe bedre rammer omkring eleverne. Det kan blandt andet handle om flere timer til praktikvejlederne og bedre muligheder for at støtte eleverne. Det er vigtigt, at vi ikke bare siger, at medarbejderne skal passe på eleverne – det er også vores ledelsesmæssige opgave at skabe de rigtige rammer.”

Mere forudsigelig i jobbet
Direktøren har også planer for, hvordan man holder de erfarne kollegaer i systemet.

”Vi hører meget tydeligt fra medarbejderne, at uforudsigeligheden fylder meget. Man ved ikke altid, hvornår man bliver kaldt på arbejde, og de mange beordringer kan være hårde for familielivet. Det er noget, vi kan gøre noget ved. Derfor er vi i dialog med Fængselsforbundet om forskellige modeller, hvor medarbejderne i højere grad kan vide, hvornår de er fredet, og hvornår de kan risikere at blive kaldt ind.”

Der bliver samtidig arbejdet med at øge antallet af døgnvagter.

”Døgnvagter kan give en anden form for fleksibilitet og forudsigelighed. Man arbejder mange timer på kort tid og er derefter mere fredet i den øvrige tid. Det har været et ønske fra mange medarbejdere. Vi er i gang med at se på, hvor og hvordan vi bedst kan udvide brugen,” siger Ina Eliasen.

Flere indsatte på vej
I år er der kommet mange flere indsatte. Der er derfor nedsat en taskforce, som arbejder med at håndtere kapacitetsproblemerne, hvilket blandt andet har resulteret i dobbeltbelæg i mange institutioner.

”Dobbeltbelæg er en nødløsning. Det er ikke noget, vi er glade for, men det har været nødvendigt nogle steder, fordi vi har fået flere indsatte, end prognoserne havde forudset. Vi har over 4.000 pladser, og vi har omkring 400 i dobbeltbelæg. Men jeg kan ikke se for mig, at vi skulle udbrede det til hele systemet. Der er indsatte, der ikke kan sidde sammen, og nogle steder er cellerne ganske enkelt for små. Samtidig kræver mange dobbeltbelæg også flere betjente.”

Direktøren er opmærksom på, at strafreformens strafskærpelser er trådt i kraft hurtigere end kapacitetsudvidelserne: ”Vi vidste godt, at der med strafreformen ville være en periode, hvor udfordringerne kom før løsningerne. Men oven i det har vi fået flere indsatte, end vi havde regnet med. Det er det, vi mærker lige nu, og det er meget alvorligt,” siger hun.

Næste skridt for taskforce
Efter nytår træder yderligere strafskærpelser i kraft. Ifølge direktøren vil det føre endnu flere indsatte med sig. Hun peger dog på, at der samtidig også kommer kapacitetsfrigørende tiltag i form af flere i fodlænke og samfundstjeneste.

Der vil fortsat være behov for, at taskforcen finder nye løsninger. Hvad det bliver, kan Ina Eliasen endnu ikke løfte sløret for. Hun lover dog at inddrage medarbejderne i processen.

”De første ting som vi satte i værk, gik måske for hurtigt. Medarbejderne blev inddraget for lidt. Derfor har jeg givet håndslag på, at organisationerne bliver inddraget i de næste ting, der bliver besluttet. Det er selvfølgelig klart, at det skaber bekymring. Men det er også vigtigt at sige, at vi arbejder hårdt på at gøre hverdagen nemmere for vores medarbejdere.”

Af Søren Gregersen

Ny rekord: 105 procent belæg