Fagbladet møder lutter glade ansigter, da vi besøger Danmarks vestligst liggende arresthus.
Opskriften er simpel: Mød de indsatte i øjenhøjde, giv plads til hjerterum og tilbyd dem meningsfyldt arbejde. Det er tilgangen til de indsatte i Ringkøbing Arrest, som i over 100 år har taget sig af egnens forbrydere.
Det er mandag i november. Regn og rusk fyger over fjorden, men indenfor er der varme og ro. Fængselsbetjent Kim Winther er på vagt sammen med kollega Jan Johannesen. De tilbyder straks en kop kaffe.
”Det er en fornøjelse at møde på arbejde. Vi ser kun på de positive ting her i Ringkøbing. Vi har det godt med kollegaerne og klientellet,” siger Kim Winther, som er husets tillidsrepræsentant.
Jan Johannesen stemmer i: ”Ja, jeg har det som blommen i et æg. Jeg går først på pension, når jeg bliver gammel,” siger betjenten på 64 år, der ofte går 15 km på arbejde.
Jan Johannesen er færing og kom til Danmark i ´79 for at være soldat i Gardehusarregimentet. Der sker det, at han møder en pige, og han har været her lige siden.
Det handler om tillid
De to betjente roser både samarbejdet i huset og ledelsen, men de taler mest om arbejdet med de indsatte. Det ligger dem nemlig på sinde, at fangerne har det godt og laver noget, som giver mening.
”Vi møder dem der, hvor de er. Det handler om tillid. Derfor starter vi altid med en forventningsafstemning og bruger tid på at finde gode opgaver til dem,” siger Kim Winther.
Jan Johannesen fortæller, at tilgangen til de indsatte har ændret sig over årene. Nej-hatten er udskiftet med en ja-hat: ”I gamle dage sagde vi mest nej, når en indsat henvendte sig. Nu siger vi som udgangspunkt ja.”
De oplever, at indsatte faktisk bliver kede af det, når de skal videre i systemet, fordi de nyder roen i arresthuset. Det gælder for eksempel mange udlændinge, som overskrider deres meldepligt og derfor arresteres. De vil hellere sidde her end på et asylcenter.
Også krævende indsatte med psykiske problemer trives i huset, selvom de egentlig burde sidde et helt andet sted.
”Der er noget ved det her hus. De finder ud af, at det er et godt sted at være,” siger Kim Winther.
”Vi har mange solstrålehistorier, supplerer Jan Johannesen: ”Vi havde for eksempel en alkoholiker, som aldrig havde arbejdet. Han blev ædru og sparede penge op og brugte dem på et gebis. Det var vigtigt for ham, at han selv betalte for det.”
”Jeg husker også en indsat, som fandt ud af, at han godt kunne arbejde og var stolt at give penge til sin mor. Det plejede at være omvendt.”
Arbejdsdriften var dog bedre i gamle dage, påpeger de to betjente: ”Tidligere omsatte vi for en million kroner om året. Vi havde masser af arbejde, fordi de lokale erhvervsdrivende var gode til at give os opgaver, men med Kriminalforsorgens reorganisering blev arbejdsdriften centraliseret. Det har gjort tingene ringere. Det står ellers i retsplejeloven, at arbejdet skal være meningsfyldt. Det er julehjertefletning ikke, skal jeg hilse og sige,” siger Kim Winther.
Ringkøbing Arrest
Den røde murstensbygning fra 1918 er af den klassiske slags, hvor arresthus er bygget sammen med retssal og politistation. Der er plads til 16 indsatte, men der sidder typisk 18. Der er otte betjente. Der burde dog være 10.
Godt hus
På rundtur i arresthuset møder vi socialrådgiver Julie Abildtrup. Hun bekræfter billedet af et godt arbejdsmiljø.
”Vi har et godt hus, hvor vi hjælper hinanden på tværs af faggrupper. Vi rummer mange forskellige indsatte, og er gode til at hjælpe med både stort og småt. Derfor er jeg glad for at være her,” siger hun.
Personalet holder dagligt møder, og har efter overtagelsen af retsbygningens lokaler fået væsentlig bedre faciliteter. Herunder et veludstyret køkken.
Men de fysiske rammer er ikke det vigtigste. Hemmeligheden bag det det hele er – ifølge de to fængselsbetjente – at personalet taler med hinanden og ikke til hinanden, og at der er plads til at tage selvstændigt ansvar.
”Her skal jeg selv tage stilling til en masse praktiske opgaver. Det værdsætter jeg,” siger Kim Winther.
