Planerne for et helt nyt kvindefængsel i Ribe er blevet mere konkrete. Fællestillidsrepræsentant Niels Jensen kalder det en svær opgave at få fængslet bemandet og efterlyser andre løsninger.
Som et led i strafreformen skal der enten bygges et helt nyt kvindefængsel et sted i Vestdanmark med en kapacitet på 60 pladser eller etableres nye kvindeafdelinger i eksisterende institutioner.
Det tyder nu mere og mere på, at valget ender på et nyt kvindefængsel – tilmed med planerne for en dertilhørende mindre skole til uddannelse af fængselsbetjente.
Danmarks Fængsler har i noget tid afsøgt mulighederne, og rygterne begyndte hurtigt at svirre i Ribe – nærmere betegnet omkring det tidligere AMU-center Snepsgård – en nedlagt undervisningsinstitution, som har stået tom siden sidste år.
For ikke længe siden blev planerne lidt mere konkrete. Esbjerg kommune er af Danmarks Fængsler blevet bedt om at lave en ændring i lokalplanen for området.
Plan- By- og lokalsamfundsudvalget mangler fortsat at give grønt lys til projektet, men fællestillidsrepræsentant i Syddanmark, Niels Jensen, vurderer allerede nu, at det vil blive meget svært at bemande et helt nyt fængsel i området.
”Fængslet ville komme til at ligge i Renbæk Fængsels baghave, som i mange år har haft svært ved at finde betjente nok. Det betyder, at de lige nu kører med runderingshold, og at man trods en gennemsnitlig 44 timers arbejdsuge stadig har svært ved at nå opgaverne og at dække ind for hinanden.”
”Skulle der komme nye kollegaer i området, ser jeg hellere, at man får rullet brugen af runderingshold tilbage i Renbæk. Jeg har meget svært ved at se, at det vil kunne lykkes,” siger Niels Jensen.
Bliver der grønt lys fra kommunens udvalg, skal ændringen i lokalplanen ud i offentlig høring i otte uger. Ribe Golfklub, som er nabo til bygningerne, er tidligere blevet orienteret om planerne af Danmarks Fængsler.
Flere kvindeafdelinger
De fleste kvindeafdelinger på landets fængsler blev lukket og rykket til Jyderup Fængsel, der i 2021 blev indviet som Danmarks kvindefængsel med 143 pladser. Grundet overbelæg sidder der dog kvindelige afsonere i andre fængsler og arresthuse. Der er desuden etableret en ny afdeling for udvisningsdømte kvinder på Ringe Fængsel i efteråret 2025.
Taget den generelle bemandingskrise i Danmarks Fængsler i betragtning, mener fælledtillidsrepræsentanten, at man bør prioritere løsningen med at oprette flere kvindeafdelinger på allerede eksisterende institutioner.
”Man bør se ind i, hvor det kan give mening, og det skal undersøges grundigt. Det er selvfølgelig gisninger, men jeg tror roligt, man kan regne med at spare 10-15 fængselsbetjente med den model, sammenlignet med at skulle bemande et nyt fængsel,” siger Niels Jensen.
John Vestergaard, vicedirektør i Danmarks Fængsler, fremhæver, at der foruden Ringe Fængsel er særskilte kvindeafdelinger på Nykøbing Fængsel samt arresterne i Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding og Esbjerg.
”Afdelingerne er midlertidige og er etableret for at skabe så gode afsoningsforhold for de kvindelige indsatte som muligt, indtil der står en egentlig kvindeafdeling eller et kvindefængsel klar. Desuden kan kvindelige indsatte også placeres i arrester under varetægt eller i forbindelse med overførsel til afsoning og i særlige tilfælde afsone i en arrest af hensyn til nærhedsprincippet. Fælles for alle tilfælde er, at de kvindelige indsatte skærmes mest muligt fra mandlige indsatte,” siger John Vestergaard.
Snepsgård
Ejendommen har 12.000 kvadratmeter bygninger på en 630.000 kvadratmeter grund. Uddannelsesinstitutionen lukkede sommeren 2025 og er sat til salg for 22 millioner kroner.
Frygter undergravning
Det er ikke kun bemandingen af det kommende kvindefængsel, der for Niels Jensen virker som en usikker plan.
”Jeg frygter, det med etableringen af et helt nyt kvindefængsel vil betyde endnu mere udlån og overarbejde til de omkringliggende matrikler. Det er ikke optimale forhold. Jeg synes, man skal passe på med at finde på den her slags løsninger, der går ind og undergraver de forsigtige fremskridt, vi ser lige nu. Det er et faktum, at vi skal udvide, men det handler om at gøre det så klogt som muligt.”
”Der har været en kæmpeindsats i forhold til rekrutteringen, og jeg er ikke i tvivl om, vi gør mange gode ting. Vi står bare stadig midt i en bemandingskrise, og med strafreformen som perspektiv, er der grund til at vende hver en sten, men samtidig værne om vores værdier,” siger fællestillidsrepræsentanten.
John Vestergaard fortæller, at der løbende arbejdes på at få ansat flere uniformerede medarbejdere.
”Der er i strafreformen en række nye muligheder, som bliver sat i værk for at afhjælpe personalemanglen. Danmarks Fængsler følger løbende udviklingen i det kvindelige belæg, og på den baggrund vurderes det, om der er behov for færre eller flere afdelinger kun forbeholdt kvinder.”


