Det har ikke stoppet fængselsbetjent Ivan Falk at blive 63. For fem år siden valgte han at fortsætte arbejdslivet som timelønnet pensionist.
“Det var da noget af en omvæltning at gå fra at sidde ene mand i førerhuset som langtidschauffør, men da chokket havde lagt sig, var jobbet bare det helt rigtige.”
De 68 år kan ses i det lange stålfarvede skæg. Tung ring i begge ører og guldkæde om halsen. En rank ryg.
Ivan Falk er fængselsbetjent på Herstedvester, og kan efterhånden se tilbage på 42 år i den blå uniform. Samtlige af dem her i huset, som med tiden er blevet til noget helt andet, end det var engang.
De sidste fem år har Ivan Falk været ansat på halv tid som timelønnet pensionist.
”Da jeg fyldte 63, tænkte jeg: ’Hvorfor stoppe? Jeg er jo frisk. Jeg er ikke helt færdig her. I dag føles det slet ikke som at gå på arbejde. Jeg har det jo så godt med mine kollegaer og med de indsatte.”
Et ændret hus
Ivan Falk havde første arbejdsdag som prøvebetjent i 1983. Dengang var han stadig en splejs, som han selv kalder det. Det var inden de mange bodybuilderkonkurrencer, der har været med til at karakterisere Ivan Falks væsen.
Efter de første fem år rykkede han på afdeling HI, hvor han har været lige siden. En af de ’hårde afdelinger’ med isolationsceller og en fikseringscelle.
”Dengang var Herstedvester lidt skraldespanden. Vi fik alle dem, ingen andre ville have. Også de meget psykisk syge. Det har ændret sig totalt med den nye kultur, der er fulgt med de yngre betjente. Nu er HI helt stille,” fortæller han, da han viser rundt.
Ivan Falk faldt over en annonce, der lokkede med et job som fængselsbetjent. Det blev startskuddet til en lang karriere på Herstedvester Fængsel.
Ganske vist. Lige nu er to af isolationscellerne i brug, men det er ellers sjældent, der kommer nogen forbi her mere.
”Jeg var nok stoppet, hvis jeg skulle rende rundt og slås, som vi kunne gøre i gamle dage. Men jeg kan stadig have en kammeratlig samtale med dem engang i mellem.”
”Ja, vi fik da Ivan i den gamle version at se i går!” tilføjer en kollega med et smil ved kontorets kaffemaskine.
Fængselsforbundet pressede i 2023 på for at få oprettet et regulativ, der sikrer løn- og ansættelsesvilkår for tidligere uniformeret personale, som ønsker at fortsætte som timelønnede.
De skæve mennesker
Videre nede ad gangen er gangmanden ved at gøre gulvspanden klar: ”Hvis du vil vide sandheden om Ivan, så spørger du bare mig!”
Ivan Falk griner. ”Den er go’ med dig. Vi ses senere.” Relationerne har altid betydet meget for Ivan Falk. Det er sådan set også det, der holder ham i uniformen.
”Jeg har altid været god til at tale med de indsatte, og jeg har altid bedst kunne lide at have med de skæve mennesker at gøre. Alle de unge, der løb på væggene, og alle dem, som de andre syntes var pestilenser. Det var en god udfordring. Når man taler samme sprog og går ned i øjenhøjde, kommer man rigtig langt.”
Måske det har haft en effekt at være et stort bodybuilderbrød på 125 kilo, eller det kan være stålskægget, der gør tricket. Ivan Falk har altid kunnet nå ind til dem, de andre ikke kunne nå.
”Det har altid virket at have en samtale med dem, hvor vi sætter os ned og får set hinanden i øjnene. Det gælder om at få vendt tårerne til et grin. Det er noget af det vigtigste,” siger han.
Ivan Falk tror, han er klar til at lade sig pensionere ved slutningen af året.
Snart klar
Det er ikke kun Herstedvester, der har ændret sig gennem årene. Ifølge Ivan Falk har hele Kriminalforsorgen rykket sig i en mere restriktiv retning.
”Alt skal gå igennem en enhedsleder. Vi måtte mere i gamle dage. Og så er her blevet for stille. Vi mangler for mange hænder, og det går ud over relationsarbejdet. Jeg savner, hvordan vi dengang kunne komme helt tæt på de indsatte.”
Selvom Ivan Falk stadig elsker at gå på arbejde, kan han godt mærke, det er ved at være tid.
”Jeg håber, jeg kan blive forlænget et halvt år mere, så jeg kan følges med konen ind i pensionen. Så kan jeg lukke kapitlet. Jeg har en masse hobbyer, jeg skal tilbage til.”
”Men jeg vil tænke tilbage på en fed arbejdsplads med fede kollegaer, hvor vi har kunnet være mere end bare det. Vi er også venner.”
