Af Jens Kristensen, fængselsbetjent, Kragskovhede Fængsel
Så fik vi mere i løn, og tak for det. At pensionen ikke følger med, er lidt trist.
Ny løn? Glem det – jeg har sidst modtaget et engangsvederlag i 2014. Det er, hvad det er blevet til. Jeg er åbenbart en fuldstændig uduelig betjent. Eller i bad standing (dette indlæg gør nok ikke min situation mere gunstig).
Nå, og så til arbejdsmiljøet: Det er vigtigt, siger ledelsen og politikere.
De mener det nok alle sammen, men… for der er altid et ’men’. Vagterne skal dækkes. Vagtplanen skal gå op, og derefter tænker vi arbejdsmiljø. Det er min udlægning, og jeg tror, jeg har ret.
For vagtplanen er den del af arbejdsmiljøet, ingen rigtig ønsker at bringe i spil. Jeg fandt en tilfældig tjenesteplan fra 2014 og sammenlignede med en plan fra samme måned i år.
Hvor planen fra 2014 nærmest var som at se en ønskeplan, var den nye deprimerende at se på.
Jeg vil med det samme sige, at min tjenesteplan bestemt er til at leve med. Jeg er en ældre herre. Jeg har hverken kone eller børn, og familie er også begrænset. De venner og det sociale liv, som jeg engang havde, er for længst dødt. Mange år som fængselsbetjent tærer på det sociale liv.
Jeg deltager helst heller ikke i fester i det hele taget. Folk der er påvirkede, er noget, jeg ikke bryder mig om. Medmindre det er min egen rus – den lever jeg fint med. Jeg frekventerer aldrig værtshuse,
diskoteker (med risiko for at løbe ind i tidligere klienter), restauranter og offentlige steder undgår jeg mere og mere.
Den sidste gang jeg var på restaurant, tog jeg mig selv i at tage plads med ryggen op ad væggen og forestille mig mulige scenarier med flugtveje, konfrontation og slagsmål.
Arbejde først, så fritid
Når jeg ser på mine unge og dygtige kollegaers vagtplan, bliver jeg noget nervøs. Hvordan får de mand/kone, børn og sociale liv ind i de vagtplaner?
Min frygt er, at de nedprioriterer det. Når jeg ovenikøbet ser, hvor meget de arbejder ud over den godkendte plan, bliver jeg trist. De gør, som jeg selv gjorde, da jeg var yngre: Arbejde først, så fritid. De kommer måske til at stå tilbage ligesom mig.
”Penge, flere penge, så jeg kan få råd til alt muligt, som jeg nok kan undvære.” Som The Schofield Kid siger i ’The Unforgiven’ da William Munny vil give ham hans del af pengene: ”I´d rather be ragged and blind than dead.”
I den anledning vil jeg gerne slå et slag for at bruge overtiden til at skabe tid i fremtiden. Jeg har lært (på den hårde måde), at tid er uerstattelig i modsætning til penge. Ordningen, hvor man kan opspare afspadsering til fremtidigt brug (i forbindelse med pension), eksisterer stadig. Det er en ordning, som vores øverste ledelse næppe bryder sig om, da den er med til at gøre personalemanglen større.
Regeringen og arbejdsgiver vil jo gerne have, vi arbejder, til vi går ind ad porten ved hjælp af rollator.
Gode kollegaer
Nu lyder det måske trist, men nej; sådan ser jeg ikke på det. Jeg har haft masser af gode stunder sammen med kollegaerne. Der var engang, hvor det var decideret sjovt at gå på arbejde. Når man sagde ja til en ekstravagt, var det lige så meget for at være sammen med gode kollegaer.
Den tid forsvandt i takt med, at kollegaerne forlod fængslet eller blev ledere, og jeg forstår deres ønske om at blive ledere; så er man da fri for vagtplaner. Det er måske også derfor, de bliver tjenestetidsplanlæggere (skrevet med et glimt i øjet).
Men omstruktureringer, ændringer af vores arbejdsgange, så man som menig betjent bare er blevet en brik uden indflydelse, centraliseringer og fuldstændig uduelige vagtplaner har taget al arbejdsglæden. Jeg ved det godt; jeg er blevet en sur og bitter gammel mand.
På den positive side skal nævnes, at det på mange måder har været godt at være fængselsbetjent. Jeg har mødt masser af spændende mennesker.
Jeg har haft talrige udstationeringer med glæde. Særlig tiden i Køge Arrest i 2022 står for mig som et højdepunkt sammen med en enkelt tur til Grønland. I 2023 var jeg en tid transportbetjent. Det var endnu en god oplevelse, og nok også den sidste udstationering for mit vedkommende.
Til den øverste ledelse: En af de store påvirkninger af ens liv er vagtplanen. Den der laver vagtplanen, bestemmer over dit liv. Vi vil gerne have tjenesteplaner, der giver lyst til at være fængselsbetjent i mange år.
Jeg hører tydeligt de ”høje herrer” sige, at de skal passe på os. Det klinger hult, når man samtidigt beder os om at arbejde ekstra konstant, og nu har åbnet for at bryde 48-timers reglen.
Til alle derude vil jeg sige: Pas godt på jer selv og hinanden. I skal ikke regne med, at der er andre, der gør det.
Til allersidst: Gå ind på YouTube og søg Jan Toftlunds sang Småskak frem og lyt til teksten. Gør det nu for Guds skyld ikke, når I er på job.
