Roskilde Arrest er gået fra at have ”klassiske” indsatte til udelukkende at huse sædelighedsarrestanter. Et godt bytte, hvis du spørger kollegaerne.
I starten af januar fik kollegaerne i Roskilde Arrest besked om, at de skulle være en del af puslespillet.
Jyderup Fængsel har længe haft for lang en venteliste til afsonere med korte domme, og derfor skulle der oprettes en afdeling til kvinderne i Nykøbing Sjælland.
Det nordsjællandske arresthus havde dog i forvejen cellerne fulde af forvaringsdømte og sædelighedsarrestanter, som pludselig havde brug for et andet sted at være.
Så ringede telefonen på kontoret i Roskilde Arrest, og et par uger senere flyttede 25 nye indsatte ind på de 23 celler.
Siden er der faldet ro på det lille arresthus.
”Førhen plejede vi at kalde det for Nørreport Station. Vi løb rundt hver dag. Ret hurtigt kunne vi mærke, at vi pludselig kunne trække vejret igen. Vi har eksempelvis slet ikke samme problemer med indkast af narko og interne hierarkier, og vi har rent faktisk tid til at tale med de indsatte nu,” fortæller tillidsrepræsentant Jesper Blok.
En god overgang
Han har netop lukket arrestens ene ud af fire afdelinger på gårdtur, og sidder nu på kontoret og tænker tilbage på de seneste par måneder.
”I begyndelsen skulle de indsatte selvfølgelig lige lande, og de har jo skulle lære os og huset at kende, men det tog ikke mange dage, før man kunne mærke, de var blevet glade for at være her.”
”Men vi har også haft en vigtig opgave i at få fordelt de gamle indsatte på andre matrikler, og det skabte selvfølgelig lidt konflikt. Nogle skulle flytte mange kilometer væk fra familien, men jeg synes, vi lykkedes godt med det.”
Den nye hverdag er så småt også indtruffet blandt de ansatte.
”Det har været godt at få revet tæppet væk under os. Det har rystet posen, og det skal man jo engang i mellem. Alle har taget godt imod det, og overordnet set går alle glade på arbejde hver dag,” siger han.
Tillidsrepræsentanten sender også ledelsen en kærlig tanke, som han mener, har taget kollegaernes krav alvorligt.
”Vi har fra start gjort det klart, at vi har brug for flere redskaber – særligt i forhold til sagsbehandlingen, der bare er mere komplekst med det nye klientel. Vi har også brug for mere viden om den sexologiske behandling og de juridiske aspekter omkring de forvaringsdømte,” siger Jesper Blok.
Han ser derfor frem til, at ham og kollegaerne i midten af maj skal på kursus på Herstedvester, hvor blandt andet en sexolog og en erfaren betjent vil stå klar.
Misbrugsbehandlingen er blevet reduceret til én gang om ugen i stedet for to. I stedet er der kommet gang i værkstedet.
Gang i værkstedet
De nye indsatte har også glædeligt indtaget arrestens værksted, hvor der er plads til 8-9 indsatte ad gangen. Her står værkmester Pia Nielsen i spidsen og kan tydeligt mærke det nye klientel.
”Det er selvfølgelig umuligt at skære alle over en kam, men jeg mærker generelt en virkelig høj arbejdsmoral. De tager det meget alvorligt. Med de gamle indsatte var det lidt mere tydeligt, at mange af dem kom her mest for at få et afbræk i hverdagen. Med de nye er jeg nødt til at bede dem sætte tempoet ned. På grund af mangel på egnede opgaver fra kunder, vrimler det ikke med opgaver, selvom vi gør, hvad vi kan, for at finde beskæftigelse til så mange som muligt,” siger hun.
Den eneste forandring er dog ikke kun at spore i, hvor hurtigt der bliver pakket.
”Det er en speciel gruppe mennesker, vi har fået. Det er lidt mere komplekst at komme ind på livet af dem, og jeg kan godt mærke, jeg ikke altid ved, hvordan jeg skal tale med dem. Desuden var det med det gamle klientel mere tydeligt, hvad jeg kunne lære dem. De skulle eksempelvis lære at stå op om morgenen og også bare møde de almindelig daglige leveregler. Det ved de nye godt.”
”Men det betyder jo ikke, de ikke kan eller skal resocialiseres. Det stiller jo bare anderledes krav til mig, og det er noget, jeg skal arbejde med. Jeg er ved at lære hvilken vej, jeg skal gå,” siger Pia Nielsen.
Den del af arbejdet kan Jesper Blok også genkende.
”Der er stadig nogen, der ikke er så åbne. For de her indsatte er det vigtigt at lære os at kende. Det tager selvfølgelig tid. Men det har vi jo pludselig fået, fordi vi ikke er så belastede længere. Nu kan vi nemmere opdage, når de er nedtrykte. Det er en klar styrke,” siger han.
