Stadig ingen regering eller justitsminister – der er dog sat navn på de fleste retsordførere. Fagbladet har derfor spurgt dem:
Hvad vil du fokusere på i vores straffesystem i de kommende år?
Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti
Tidligere minister, Valgt i Fyns storkreds
Der mangler sammenhæng i strafferetskæden. Strafferetskæden er i dag styret af en række forskellige politiske aftaler: politiaftaler, strafreformer og aftaler om domstolenes økonomi. Problemet er bare, at de bliver lavet hver for sig – uden den nødvendige koordinering. Når vi tilfører flere midler til politiet, får vi flere sigtelser, flere domme – og flere indsatte. Når vi i bandepakkerne hæver straffene, sidder folk længere tid i fængsel. Det presser kapaciteten i fængslerne, og skaber et pres for fængselsbetjentene. Jeg går ind for lov og orden, og kommer også til at foreslå strafskærpelser i den kommende valgperiode, og derfor er mit fokus klart: Der skal være sammenhæng i hele straffesagskæden.
Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne
Projektspeditør, valgt i Østjyllands storkreds
Vores fokus er for det første: Flere fængselsbetjente. Det er simpelthen ikke holdbart i længden, at hver enkelt fængselsbetjent skal holde styr på stadig flere indsatte. Vi skylder fængselsbetjentene at tage det seriøst. Arbejdsmiljø, rekruttering og sikkerhed skal være i top. Det kræver, at vi politikere har fortsat fokus på denne problemstilling. For det andet er der for høje belægningsprocenter. Vi har ofte set, at kapaciteten er styrende for retspolitikken i Danmark. Det må den aldrig være. Derfor skal vi have udvidet bygningsmassen. Og for det tredje: flere hjemsendelser. Det er en helt konkret måde at skabe mere luft i fængslerne på. Der sidder i dag alt for mange udenlandske statsborgere i fængslerne, og alt for mange af dem bliver i Danmark, efter de har afsonet deres straf, fordi de ikke bliver udvist.
Preben Bang Henriksen, Venstre
Advokat, valg i Nordjyllands storkreds
Fra Venstres side kommer vi i den grad til at fokusere på straffen for økonomisk kriminalitet, herunder sikre, at straffen bliver proportionalt med forbrydelsens omfang. Tusinder af primært ældre bliver bedraget af initiativrige kriminelle, der i langt højere omfang skal have en længere fængselsstraf, hvilket selvfølgelig giver udfordringer for fængselsvæsenet. Et problem som skal håndteres samtidig.
Eva Flyvholm, Enhedslisten
Cand.Scient.Soc., valgt i Sjællands storkreds
Vores straffesystem skal bruges til at forebygge kriminalitet. Det kræver, at Danmarks Fængsler er stærkt med ordentlige forhold for medarbejderne, mere fokus og tid til resocialisering og bedre brug af konfliktråd, så flere får mulighed for at komme videre efter kriminalitet – både ofre, pårørende og dem, der har begået kriminalitet.
Anna Bjerre, Alternativet
Klimaretfærdighedsaktivist, valgt i Nordjyllands storkreds
På straffeområdet ønsker Alternativet at følge den nye strafreform til dørs. Når straffene hæves, skal der også være styr på kapaciteten i fængslerne, så vi ikke ender med endnu mere overbelægning og dårligere forhold for både ansatte og indsatte. Vi vil samtidig holde regeringen fast på, at reformens elementer om miljø- og naturkriminalitet faktisk bliver omsat til reel håndhævelse. Natur- og miljøforbrydelser er ikke småting – de kan få konsekvenser i generationer. Det samme gælder dyremishandling, hvor skærpede sanktioner også skal implementeres. Derudover følger vi udviklingen med omvendt fodlænke i stalker- og partnervoldssager tæt. Her er det afgørende, at teknologien bruges til at beskytte ofre effektivt, samtidig med, at retssikkerheden opretholdes. Overordnet mener jeg, at et stærkt retssamfund både skal kunne beskytte mennesker mod kriminalitet og beskytte borgerne mod vilkårlig eller uproportional magtudøvelse.
Anders Vistisen, Dansk Folkeparti
Juridisk konsulent, valgt i Nordjyllands storkreds
Jens Meilvang, Liberal Alliance
Ejendomsmægler, valgt i Østjyllands storkreds
Zenia Stampe, Radikale Venstre
Cand.scient.pol., valgt i Sjællands storkreds







