Efter at have læst artiklen “Der er ikke nogen, der kommer og viser dig, hvor hjælpen er”, faldt jeg hen i mine egne tanker. Det gik op for mig, at 2025 er året, hvor jeg har 20-års jubilæum. Ni år i tjeneste og elleve år som pensioneret.
I de sidste 11 år er det min klare opfattelse, at alt for mange af mine tidligere kollegaer er blevet afskediget helbredsbetinget på grund af PTSD. Iblandt dem min bedste kammerat.
Det er enormt frustrerende at følge med i udviklingen som, unægtelig, fortsat går den forkerte vej.
Daværende justitsminister Nick Hækkerup bad i 2020 Rigspolitiet og Kriminalforsorgen om at igangsætte initiativer, der skulle forbedre den nuværende indsats for PTSD-ramte medarbejdere. Han sagde, vores politi- og fængselsbetjente løser en enormt vigtig samfundsopgave, og at vi skylder dem, at de får den nødvendige støtte.
Kriminalforsorgen skulle blandt andet styrke beredskabet og opfølgningen efter hændelser i tjenesten, igangsætte forebyggende psykologsamtaler og oprette en ny kontaktpersonsordning.
Har det gjort nogen forskel?
Det piner mig, at personer som får konstateret PTSD på baggrund af et højrisiko-job, forsat bliver diskrimineret på baggrund af deres erhverv. Der er naturligvis forskellige alvorlighedsgrader af PTSD-tilstande, og den nødvendige behandling kan variere fra person til person. Men PTSD kan være stærkt invaliderende, uanset hvilket højrisiko-job du har pådraget det i.
Og det er ikke for at fratage nogen noget. For i bund og grund ønsker jeg kun det bedste for personer med PTSD og deres nærmeste. Men der er en skævvridning i samfundet.
Hvilket højrisko-job i den offentlige sektor er mere højrisko end det andet? Fælles må være, at har man fået alvorlige psykiske skader i arbejdet med at beskytte og hjælpe Danmark og danskerne, så skal der være den samme hjælp og tilbud.
Sådan er det bare ikke.
Forsvaret har livslange programmer og støtte til soldaterveteranerne. Veteraner fra politiet, socialpsykiatrien, fængselsvæsenet, ældreplejen, brand/redning og sundhedsvæsenet er overladt til sig selv og de kommunale tilbud.
Enhver medvirken tæller
Jeg var foregangsmand i forbindelse med at opstarte Dansk Idrætsforbunds Safe-Zone for soldaterveteraner i den lokale skydeklub. Jeg er ikke selv soldaterveteran, men jeg kender personligt til det at leve med PTSD. Jeg havde nær heller ikke gjort det, for på det tidspunkt var det et tilbud begrænset til soldaterveteraner. Og det pissede mig faktisk af.
Jeg udtrykte min utilfredshed overfor den daværende projektkonsulent i DIF, og da DM i 2024 blev afholdt i klubben, var politiveteraner nu også en del af DIFs Safe-Zone fællesskab.
Min tilgang som frivillig var at se, om vi kunne ende et bedre sted, hvis tilstrækkeligt med personer bidrager.
Tag for eksempel foreningen for politiveteraner, Thin Blue Line Denmark, og hvor langt deres frivillige arbejde i forhold til PTSD-tilbud er nået. Regeringen har kunnet vaske deres hænder, ved at foreningen de senere år er optaget på finansloven og blevet en del af DIFs Safe-Zone tilbud. Det betyder ti millioner kroner mere til at gøre en forskel for PTSD-ramte politiveteraner, men også flere aktive tilbud fra DIF, som har gjort en forskel for så mange soldaterveteraner. Godt for dem.
Regeringen vasker videre ved ligeledes at have tildelt foreningen 1,5 millioner kroner. Pengene er øremærket til et nyt pilotprojekt, der skal støtte og hjælpe fængselsbetjente og deres pårørende. Bevillingen gælder for 2025 og markerer en vigtig begyndelse på en indsats for en gruppe, der i mange år har henvendt sig til foreningen med ønske om hjælp.
Det lyder jo fantastisk, men! Pilot-projekt, hvorfor? Er der forskel på politiveteran-PTSD og fængselsveteran- PTSD? Der var ikke forskel på soldaterveteran- PTSD og politiveteran-PTSD, da DIF åbnede Safe-Zone fællesskabet op.
Hvis et tilbud har fungeret i årevis for politiveteraner, så fortsætter det sikkert med at fungere for fængselsveteraner.
Forhåbentlig formår foreningen Thin Blue Line Denmark helhjertet at føre dette vigtige pilotprojekt til sikker succes. Tiden vil vise.
Hvis man har et ønske om at ændre overskriften, ”Der er ikke nogen, der kommer og viser dig, hvor hjælpen er”, så støt en forening, som fra dag et var/er til for PTSD-ramte fængselsveteraner.
Landsforeningen for PTSD-ramte
Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende er en almennyttig, sygdomsbekæmpende forening, som arbejder for bedre vilkår for PTSD-ramte og deres pårørende. De er et fælles talerør for ALLE ramte, uanset hvilke traumer, der har udløst lidelsen. De er den eneste forening, som favner både de, der har fået PTSD i deres private liv eller opvækst, og de, der har fået en arbejdsrelateret PTSD af ulykker eller overfald, mens de har passet deres job.
Ligeledes findes PTSD-Løbet, der for andet år i træk fik samlet ind til Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende. I år både i Jylland og på Sjælland. PTSD-Løbene 2025 samler igen penge til landsforeningen for PTSD-ramte og deres pårørende.
Fængselsforbundet reklamerer allerede for PTSD-Løbet. Jeg håber dog, at forbundet indgår en form for mere direkte samarbejde med LPTSD og opfordrer sine medlemmer til at melde sig ind.
Datoer for PTSD-Løbet
PTSD-løbet Aalborg 2025: 30. august
PTSD-løbet Holstebro 2025: 13. september
PTSD-løbet Slagelse 2025: 27. september PTSD løbet
PTSD-løbet Virtuelt 2025: Fra 30. august til 27. september
