Der findes øjeblikke i enhver forhandling, hvor man må stille sig selv det helt grundlæggende spørgsmål: Forhandler vi reelt – eller spiller vi bare teater?
Det spørgsmål stod tilbage på bordet, da vi rejste os og forlod forhandlingerne med Danmarks Fængsler under OK26-processen i foråret.
Den samlede statslige overenskomstramme var på plads, men vi manglede at forhandle om organisationspuljen – altså om de midler, som bruges til at løse konkrete udfordringer på vores arbejdsplads.
Fængselsforbundet ønskede at bruge nogle af midlerne til omklassificering af lønnen for ældre kollegaer. Det var der dog ikke vilje til på den anden side af bordet. Tværtimod blev vores vigtigste krav igen og igen mødt med beskeden: ”Det kan vi ikke forhandle om.”
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen forhindrede Danmarks Fængsler i at forhandle om spørgsmålet.
Vi har altså et overenskomstsystem, hvor man afsætter puljer til lokal forhandling, men når det kommer til stykket, kan man reelt ikke forhandle om pengene. Det kalder jeg en pseudoforhandling.
I årevis har Fængselsforbundet ellers peget på, at det er svært at fastholde erfarne medarbejdere; at vi bør prioritere den store midtergruppe – de kollegaer, som hver eneste dag får institutionerne til at hænge sammen.
Derfor rejste vi kravet ved overenskomstforhandlingerne. Det var ikke et særkrav eller en symbolsk markering. Det handler om at sikre fundamentet under Danmarks Fængsler.
For man kan vedtage nye fængselspladser. Man kan bygge nye bygninger. Men man kan jo ikke bygge erfarne medarbejdere med sten og beton.
Vores udspil ville blandt andet give ældre kollegaer et økonomisk incitament til at blive længere i jobbet – også når de har optjent fuld pension.
Men denne problemstilling blev afvist. Ikke fordi løsningerne ikke fandtes. Ikke fordi behovet ikke er veldokumenteret. Men fordi det ganske enkelt ikke var muligt at forhandle om det afgørende spørgsmål.
