Det er et imponerende projekt, der er ved at rejse sig på markerne ved Sønder Omme, som vi skriver om i dette blad. Pris: En milliard kroner.
Håndværkerne er også i gang i Ringe (400 millioner kroner) og flere andre steder i Kriminalforsorgen.
Nye projekter er på vej: Arresthus ved Slagelse (1,3 milliarder kroner), fængsel på Færøerne (350 millioner kroner), fængsel ved Viborg (2,2 milliarder kroner).
Senest har politikere foreslået at bygge et kvindefængsel mere.
Men er flere mursten løsningen på alle Kriminalforsorgens problemer?
Vi kan ikke fylde to fængsler med kvinder. I gennemsnit sidder der 140 kvinder bag lås og slå hver dag. Det er knap nok til et fængsel. Giver det mening at bruge en halv milliard på et mere?
Jeg er selvfølgelig glad for den politiske vilje til at bruge store beløb på at udvide kapaciteten, men som bekendt er manglen på pladser ikke vores hovedproblem. Det er til gengæld manglen på personale.
Derfor opstår der en vis bekymring hos alle, hver gang vi hører om nye projekter. Hvem skal bemande de nye institutioner? Skal Kriminalforsorgens drift bestandigt hvile på overarbejde og fravigelse af 48-timers reglen?
Og hvor mange fængsler skal vi bruge? Der må trods alt være grænser for strafskærpelserne.
Det vil klæde politikerne at interessere sig mere for indholdet i de huse, de bygger. At der er personale til at tage sig af opgaverne – både de basale opgaver og dem, som rykker noget i forhold til de indsatte.
Selvfølgelig er det lækkert med nye faciliteter, men hvis løsningen er som på Storstrøm Fængsel, der har været stærkt underbemandet siden åbningen for syv år siden, kommer vi ingen vegne. Så flytter vi ikke noget.
Det uniformerede personale brænder for at gøre en forskel, men vejen frem er ikke en dyr fængselsindustri med tomme vagtstuer.
