I mere end 60 år har Johnny Aagaard været medlem af Fængselsforbundet. Alt andet ville være utænkeligt. Men han er bekymret for udviklingen.
”Det er tarveligt og usolidarisk, jeg er simpelt hen dybt forarget over, at de svigter fællesskabet.”
Johnny Aagaard lægger ikke fingrene imellem i sin omtale af de kollegaer, der vælger at stå uden for forbundet.
”De snylter på goder og forbedringer af løn og arbejdsvilkår, som forbundet gennem årtier har forhandlet hjem til medlemmerne gennem lange seje træk. Det er mig en gåde, at de vil være det bekendt,” lyder det fra den i dag 87-årige forhenværende ledende overvagtmester i Helsingør Arrest.
Medlem af to organisationer
Han var fra sine første år på arbejdsmarkedet aldrig i tvivl om, at vejen til bedre vilkår går gennem et medlemskab af en faglig organisation. Alt andet ville være utænkeligt.
Faktisk var han på et tidspunkt medlem af hele to fagforeninger:
“Jeg var medlem af Typografforbundet, da jeg søgte ind til Fængselsvæsenet, som det hed dengang, i 1965. Da jeg blev ansat som betjent på prøve på Herstedvester, rådede tillidsmanden mig til at fortsætte som medlem hos typograferne lidt endnu, hvis det nu viste sig, at fængslerne og jeg ikke passede sammen,” fortæller Johnny Aagaard i sin stue i klyngehuset i Kokkedal.
Det viste sig dog, at han og arbejdet som betjent var en godt match, og efter nogle år på den københavnske Vestegn kom Johnny Aagaard i begyndelsen af 1970’erne til Helsingør Arrest, hvor han gradvist avancerede og sluttede af som ledende overvagtmester i det nye arresthus i Sundbyen.
Fagligt arbejde
Gennem årene blev Johnny Aagaard valgt til flere tillidsposter, og var en overgang formand og senere næstformand i AO Sjælland. Det blev nogle travle
år, hvor han, ud over at passe familien og fagligt arbejde, fandt overskud til at sidde i kommunalbestyrelsen i sin hjemkommune.
Han har gjort vejen med, fra dengang direktoratet havde til huse i temmelig beskedne lokaler i den indre by i København, hvor forholdsvis få ledere og medarbejdere styrede organisationen.
”Det var 3.600 uniformerede betjente til 3.200 indsatte. I dag er der cirka 1.900 uniformerede til cirka f ire tusinde indsatte,” siger Johnny Aagaard.
Men samtidig er bureaukratiet vokset. Han tvivler ikke på, at de mange civile kollegaer arbejder, men spørgsmålet er, om indsatsen fører til noget.
”Man taler i disse år om pseudoarbejde, og blandt andet på baggrund af artikler i Fængselsfunktionæren mener jeg nok, det er berettiget at sætte spørgsmålstegn ved, om indsatsen står mål med resultatet.”
”Da jeg begyndte – og i mange år frem – var der i vid udtrækning lokalt selvstyre i arresthusene, hvor vi klarede det meste uden direktiver og kontrol fra centralt hold. Det fungerede ganske udmærket, hvor vi løste eventuelle juridiske problemer i samarbejde med den stedlige politimester,” husker Johnny Aagaard.
Han ser den øgede centralisering – og de skærpede krav om dokumentation – som et udtryk for mistillid til, at betjentene udfører deres arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt.
”I øvrigt forklarer man ofte det voksende bureaukrati med at ’alt er blevet så kompliceret’. Det er naturligvis noget vrøvl. Hvis noget er kompliceret, er det fordi, nogen vælger at gøre det indviklet,” siger Johnny Aagaard.
Bekymret for fremtiden
På baggrund af sit mere end 60-årige medlemskab af Fængselsforbundet er det med blandede forventninger Johnny Aagaard ser på fremtiden.
”Jeg glæder mig naturligvis over, at forbundet har forhandlet en mærkbar lønstigning på plads.”
”Der er sket noget, siden jeg fik min første månedsløn på 1.604 kroner – og én øre! Men om lønhoppet er tilstrækkeligt til for alvor at tiltrække og fastholde nye kollegaer, er det nok for tidligt at sige noget om.”
Han mener, at det skader kernen i fængselsarbejdet hårdt, hvis ikke der kommer en fornuftig bemanding ude på afdelingerne: ”Ren bevogtning har intet
med socialisering at gøre.”
”Desuden kan jeg være bekymret for, om det bliver muligt at tiltrække kollegaer til de planlagte store fængsler i Jylland og på Sjælland. De mindre arresthuse er på vej til at være fortid, men vil alle betjente fra de nedlagte arresthuse være parate til at flytte eller køre langt?”
Johnny Aagaard tvivler.
”Men først og fremmest er jeg bekymret for, om organiseringen af betjentene daler. Høj organisering er forudsætningen for den såkaldte danske model, som igen er forudsætningen for det danske velfærdssamfund.”
”Går der sprækker i solidariteten vil det være en stor ulykke,” siger Johnny Aagaard.
