Forbundets udsendte har været med til at udvælge de 18 kosovariske fængselsbetjente, som er gået videre i processen om at blive efteruddannet i danske fængsler.
Vores mand i marken, fængselsbetjent på Storstrøm Fængsel, Jesper Dalbye, har henover to uger besøgt Gjilan-fængslet sammen med folk fra direktoratet.
Han har deltaget i samtaler med 34 kosovariske betjente, som har ansøgt om at deltage i pilotprojektet om at blive efteruddannet i Danmark.
Selvom ønsket var op til 25, er 18 betjente indtil videre kommet gennem nåleøjet. Går alt efter planen, kan vores kollegaer på Nyborg, Ringe og Storstrøm Fængsel få lov at hilse på dem allerede til sommer.
Jesper Dalbye er efter sin tur til Kosovo dog betænkelig: ”Jeg håber, det kommer til at lykkes. Når der er sat så mange ting i gang med så mange arbejdstimer, ville det være vanvittigt at lukke projektet. Men det bliver ikke uden startvanskeligheder. Hvis man gør noget halvt, så bliver det halvt. Og så holder det ikke længe,” siger han.
Selv foreslår Jesper Dalbye, at det allerede nu eksempelvis vil være en god idé at involvere de betjente, der skal varetage sidemandsoplæringen med de kosovariske betjente, når de kommer ud i fængslerne.
Engelskkundskaberne halter
Jesper Dalbye og det resterende hold fra Danmark har talt med kosovariske fængselsbetjente med både mange og få års erfaring, og med et aldersspænd fra cirka 20 til 50 år.
Ansøgerne er blevet vurderet ud fra forskellige kriterier. Et af de vigtigste er deres engelskkundskaber, da alt kommunikation i fængslet skal foregå på engelsk.
Ud af de 18 udvalgte er omkring ti ansøgere blevet vurderet til at klare sig sprogligt fint. Resten modtager allerede nu intensiv engelskundervisning, som de opfordres til at fortsætte, når de ankommer til skolen i Birkerød.
”Vi har udvalgt 18, men vi har også strakt os lidt. De er generelt meget dårlige til engelsk. Men de skal jo heller ikke være eksperter. De skal ikke stå med sagsbehandling, men lære om vores konfliktløsning. Desuden er det ikke folk, vi skal arbejde med fremover – de skal være her i tre måneder. Så jeg tror på, de kan nå at få de nødvendige kundskaber,” siger Jesper Dalbye.
Faglig stolthed
At kommunikere tilstrækkeligt er én ting. Et andet vigtigt kriterie har været at finde nogle ordentlige mennesker.
”Det har været utroligt vigtigt for os, at de udvalgte betjente har haft værdier, som ligner vores egne. Vi har valgt folk fra, hvis vi har kunnet mærke, de har stukket for meget ud,” siger Jesper Dalbye.
Størstedelen af ansøgerne har dog overrasket positivt.
”Rigtig mange havde ordentlige holdninger, og ved næsten samtlige ansøgere oplevede jeg en stolthed ved at bære uniformen og at arbejde for staten. Det var fedt at mærke, at de er stolte af at være med til at bygge deres nye samfund op. Det var en vild oplevelse.”
Snarlig ankomst
Gjilan-fængslet var først varslet til at åbne for to år siden, siden udskudt til 2026. Pt. regner man med at åbne i 2027.
Betjentene forventes dog allerede at ankomme til skolen i Birkerød til juni, hvor de skal bruge de første tre måneder, inden de fra september og tre måneder frem skal gå sidemand med kollegaer fra Ringe, Nyborg og Storstrøm Fængsel.
Det er vigtigt, vi tager godt imod dem og husker, de er her for at lære.
Jesper Dalbye, fængselsbetjent
”Det er vigtigt, vi tager godt imod dem og husker, de er her for at lære. Men jeg kunne godt tænke mig, der allerede nu bliver meldt ud, hvor de skal placeres. Der er ikke længe til juni. Når ting sker i sidste øjeblik, ender det altid i kaos,” siger Jesper Dalbye.
Selvom folk omkring projektet – også i Kosovo – virker til at brænde for det, mener han, der skal mere til, før det kan blive en succes.
”Hvis man vil have danske værdier og normer derned, så er det ikke nok at sende 18 kosovariske fængselsbetjente herop. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der skal flere til. Men vi ved jo heller ikke, om de bliver klædt godt nok på. Det er en vild opgave i hvert fald,” siger han.
Jesper Dalbye hører også til dem, der tror på, at projektet kunne været blevet løst nemmere i et andet land, der minder mere om vores eget.
”Jeg synes dog, direktoratet har været lydhøre. Efter hver jobsamtale var vi alle ligeværdige i vurderingen, og der bliver ikke sendt nogen herop, der ikke skal. Det har indtil videre været et godt samarbejde,” siger Jesper Dalbye.