03.10.2024

Lars Jensen (til venstre) og Carsten er glade for den nye lønstigning.

“Jeg har ikke oplevet noget lignende i 22 år”

I Frederiksund Arrest er der stor tilfredshed med lønstigningen på omkring 6.000 kroner hver måned. Men lønnen kan ikke redde Kriminalforsorgens bemandingskrise alene, lyder det fra kollegaerne.

Det er en flot anerkendelse, at politikerne har givet et lønløft til det uniformerede personale i Kriminalforsorgen. Det kan der ifølge tillidsrepræsentant Lars Jensen i Frederikssund Arrest ikke herske tvivl om.

”Det er noget, der batter. Det er et skulderklap for vores indsats. Folk føler nu, at lønnen står mere i mål med jobbet,” siger han.

Hans kollega Carsten, som sidder ved siden af ham i vagtstuen, er enig: ”Det er flot. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 22 år i Kriminalforsorgen.”

De er begge glade for jobbet. Derfor var de nok blevet i Kriminalforsorgen, selvom de ikke havde fået mere i løn. For det er den daglige trivsel, som betyder mest. Og det er årsagen til, at folk bliver i Frederikssund Arrest i mange år.

”Samlet har vi 250 års anciennitet, og vi er altså kun 10 mand,” siger Lars Jensen. ”Faktisk er Carsten på 50 år vores Benjamin.”

Hvis vi skal løse personalemanglen, er det vigtigt at kigge på arbejdsglæde. På det punkt kan man hente inspiration her i Frederikssund.
Lars Jensen, tillidsrepræsentant i Frederiksund Arrest.

De to kollegaer tror, at det også i de kommende år, bliver svært at tiltrække nye til at erstatte de gamle. For nok hjælper de bedre økonomiske vilkår, men der skal mere til.

”Jeg tror, mange unge ikke er indstillede på de skiftende arbejdstider, som vi har. Hvis vi skal løse personalemanglen, er det vigtigt at kigge på arbejdsglæden. På det punkt kan man hente inspiration her i Frederikssund. Hvis du skal arbejde et sted i Kriminalforsorgen, så er det her,” siger han med et smil.

Godt arbejdsmiljø
Frederikssund Arrest har plads til 19 indsatte, men har typisk et overbelæg på tre. Nogle gange fem.

Men selvom pladsen er trang, er det et roligt hus med en god atmosfære.

”Det er et stille og roligt sted, hvor vi taler pænt til hinanden og har tætte relationer. Vi tager imod de indsatte, som ikke kan være andre steder. Det kan for eksempel være kendisfanger, ældre indsatte eller pædofile. Og vi oplever, at de slapper af, når de kommer her,” fortæller Lars Jensen.

Frederikssund Arrest har plads til 19 indsatte, men har typisk et overbelæg på tre.

Huset har faktisk ikke haft en magtanvendelse i over tre år, og sygefraværet er meget lavt.

Det er dog en udfordring, at der skal lånes personale ud til andre tjenestesteder, men det løses med overarbejdet.

”Vi har det rigtig godt. Vi skulle skamme os, hvis vi siger noget andet,” siger tillidsrepræsentanten.

Mange kasketter
Det betyder meget, at der er stor alsidighed i jobbet, og at man har indflydelse på egne opgaver.

”Vi har mange kasketter på,” siger Carsten. ”Vi er både psykologer, sagsbehandlere, socialrådgivere og misbrugsbehandlere. Og vi ved godt, at vi kan løse de udfordringer, som vi løber ind i på en vagt. Ligegyldigt hvad. Vi afleverer ikke noget til næste vagt.”

Lars Jensen er enig: ”Vi er selvkørende. Vi laver det hele fra at tømme skraldespand til handleplaner. Og vi bestemmer i høj grad, hvordan vi klarer tingene.”

Men alt kan vel næppe være godt i Frederikssund? Er det for eksempel et problem, at personalet er oppe i årene?

”Nej, alderen betyder ikke noget. Tværtimod. For vi er så erfarne, at vi er bedre til at tage tingene i opløbet. Vi kan mærke, hvis de begynder at koge over,” siger Lars Jensen.

Han nævner, at de 10 arresthuse på Sjælland snart sammenlægges til en institution. Det er positivt, for husene ligner hinanden og kan bedre hjælpe hinanden, hvis de er organiseret sammen: ”Sådan var det jo også i gamle dage,” siger Lars Jensen.

Af Søren Gregersen