Fængselsbetjent Karsten Pedersen er ramt af PTSD efter 21 års tjeneste i Danmarks Fængsler. Han føler ledelsen vendte ryggen til, når han bad om hjælp.
Som mangeårig tillidsrepræsentant i Kragskovhede Fængsel kender Karsten Pedersen alt til risikoen ved jobbet som fængselsbetjent. Han har set mange kollegaer gå ned med flaget, men han havde aldrig forestillet sig, at det også ville ramme ham.
Vi møder ham i hans hus i Vendsyssel, og selvom man ikke kan se det på ham, har han det ikke godt.
”Jeg tilbringer det meste af min tid herhjemme. Jeg ville ønske, at jeg kunne bevæge mig rundt i byen på en normal måde, men det kan jeg ikke.”
53-årige Karsten Pedersen har fået konstateret svær PTSD og er afskediget efter 21 år i Kriminalforsorgens tjeneste.
Øgenavn
Han trådte ind gennem porten i 2004 med et ønske om at gøre en forskel og blev hurtigt betroet stillingen som forhørsleder, hvilket indebærer forhør og sanktionering af indsatte, som overtræder reglerne.
Et arbejde med stort ansvar og konsekvens, men også et arbejde med utilfredshed fra de indsatte.
I 2008 gav en indsat ham et øgenavn. Det satte sig fast i fængslet, og år efter år blev det ved.
”Jeg forsøgte at ignorere det, men det blev et kæmpeproblem. Selv da ledelsen indførte sanktioner mod indsatte, der brugte øgenavnet, ændrede det kun lidt – og kun kortvarigt. Det påvirkede mig meget, at jeg skulle høre på det.”
På et tidspunkt i 2023 bruger en indsat igen øgenavnet. Den indsatte blev flyttet til en anden afdeling, men Karsten skulle fortsat uddele medicin til manden.
”Jeg gik til institutionschefen for at udtrykke min utilfredshed: ‘Du ved, hvor meget det øgenavn har påvirket mig gennem mange år.’ Hun svarede, at hvis jeg ikke kunne tåle at være sammen med de indsatte, så skulle jeg finde et andet arbejde.”
Karsten har flere gange bedt om at blive flyttet til en anden institution eller til opgaver med mindre kontakt til indsatte, men har fået at vide, at han måtte søge på almindelige vilkår. Der var ingen ekstra hjælp til ham, til trods for at ledelsen godt var klar over hans udfordringer.
Jeg havde lyst til at stoppe bilen og give ham tæsk. Det skræmte mig
Husker du Nyborg?
Igennem årene har han oplevet at blive spyttet på, slået flere gange og truet igen og igen.
”Det var nok heller ikke smart, at jeg var på den samme afdeling som de indsatte, jeg idømte sanktioner. Jeg ved godt, at det ikke var mig, de var sure på, men min uniform, men det satte sig alligevel bag skjorten – og så blev det personligt. Det var mig, Karsten, der ødelagde deres liv.”
En episode står lysende klar: Under en transport til Randers begyndte en indsat at true: ”Du kan godt huske ham, der blev skudt i Nyborg? Måske sker det snart igen,” sagde han til Karsten og fortsatte: ”Jeg håber også, at din kone og dine børn dør.”
”Jeg havde lyst til at stoppe bilen og give ham tæsk. Det skræmte mig.”
Fangeoprør
I maj 2023 opstår der en episode, som udvikler sig til et fangeoprør. Karsten var indsatsleder og skulle flytte en indsat, som havde truet en kollega. Den indsatte er stærkt utilfreds, og pludselig står 15 medindsatte bag ham.
”De råbte: ‘Vi smadrer jer’,” fortæller Karsten. ”Heldigvis var der en glasdør imellem os, ellers var det gået rigtig galt.”
Karsten og kollegaerne trækker sig tilbage. Samtidig sparker de indsatte dørene op fra de andre afdelinger og løber ud. Pludselig står der 70 indsatte imod dem.
”Jeg vurderede, at vi ikke kunne klare situationen selv og aftalte med fængslets bagvagt at tilkalde politiet fra Aalborg.”
På et tidspunkt mister Karsten telefonforbindelsen med centralvagten. Han frygter, at de er blevet angrebet.
Det var en højdramatisk situation, som endte på TikTok, filmet af indsatte på ulovlige telefoner.
Men den efterfølgende respons var overraskende fra ledelsen. De mente, det bare var drengestreger: ”Var det virkelig nødvendigt at tilkalde politiet?” lød det.
”Næste dag nedposterer man endda en vagt. Det var det helt forkerte signal. Vi følte os fuldstændig negligeret.”
PTSD: Tid til handling
Fængselspersonale, politi, ambulancereddere og beredskabsfolk oplever i stigende grad alvorlige psykiske belastninger i jobbet. Derfor bør højrisikofag sidestilles med forsvarets veteraner, når det gælder retten til at få hjælp til at håndtere PTSD og andre belastningsreaktioner.
Nedbruddet
Efter sommeren 2023 kunne han ikke mere. Karsten arbejdede mere og mere for at slippe for følelserne og tankerne, når han kom hjem.
”Det værste var at køre ud ad porten. Så vidste jeg, at jeg skulle hjem og håndtere min egen indre vrede og de mørke tanker.”
Den 23. november 2023 meldte han sig syg – velvidende at det blev hans sidste dag i Kriminalforsorgen.
Han hørte aldrig fra sin institutionschef igen.
”Intet ‘tak for indsatsen’. Intet ‘håber du klarer dig’. Jeg var bare et ligegyldigt nummer.”
Alvorlig PTSD
Kort efter begyndte psykologforløbene. En speciallægeerklæring fastslog: Svær PTSD med svære kognitive forstyrrelser.
”Så startede helvedet” siger Karsten.
”Nu kunne jeg ikke længere flygte til arbejdet – nu stod jeg tilbage med tanker, følelser og vrede.”
I dag går han sjældent ud.
”Jeg sidder hjemme 90 procent af tiden. Jeg er bange for min egen reaktion. Jeg er blevet opfarende. En trafikepisode, en lyd – det kan ødelægge hele dagen. Jeg er bange for at komme til at gøre nogen noget, fordi jeg ikke kan styre min vrede.”
Efter sygemeldingen modtog han et brev fra området om sin afskedigelse. Her blev han betegnet som ‘inkompetent’. Senere rettede de formuleringen. Men der kom ingen undskyldning.
”Det var som at blive sparket på, mens jeg lå ned.”
Karsten mener, at hans rolle som tillidsrepræsentant – og hans kritik af arbejdsmiljøet – har haft konsekvenser: ”Jeg tror, at fordi jeg stillede spørgsmål, så ville man ikke hjælpe mig – jeg var en torn i øjet på ledelsen.”
I krig uden hjelm
I dag venter Karsten på, om AES vil anerkende hans erhvervsevnetab. Svaret kommer tidligst i 2027: ”Det er frustrerende. Man går ned i indkomst. Man bliver presset af kommunen. Og man ved ikke, om man får erstatning.”
Læs også: Sagsbehandlingen ved AES er fortsat for lang
Han ser tilbage på hele forløbet og konkluderer: ”Jeg var en soldat, der blev sendt i krig uden hjelm, vest og gevær, og når jeg blev ramt, skulle jeg selv finde tilbage og sætte plaster på for så at drage i krig igen.”
”Jeg gik ikke på arbejde for at blive slået, truet eller spyttet på. Psykiske skader kan ikke ses. Men de ødelægger én alligevel.”
SVAR PÅ KRITIKKEN
Kredsdirektør i fængselskreds vest Michael Frølich svarer på Karsten Pedersens kritik:
”Danmarks Fængsler kan ikke kommentere konkrete personalesager. Det gør altid stort indtryk, når en medarbejder giver udtryk for mangelfuld ledelse. Det er ledelsens opgave at skabe rammerne for et trygt arbejdsmiljø, og det er et område, som Danmarks Fængsler prioriterer meget højt med en lang række konkrete tiltag. Det gælder også forebyggelse og håndtering af både vold, trusler og krænkende handlinger, hvor vi har klart definerede retningslinjer og politikker. Det skal være sikkert at gå på arbejde i Danmarks Fængsler, og vi har nultolerance over for vold og trusler. Det betyder, at alle episoder med vold og trusler mod ansatte skal politianmeldes. Hvis man som medarbejder bliver udsat for vold eller trusler, har vi etableret et kriseberedskab med blandt andet akutsamtaler, defusing og debriefing for at hjælpe de berørte medarbejdere.”
Af Søren Gregersen
