06.02.2026

Hummelgaard: ”Vi skal sikre den nødvendige hjælp og støtte for de ansatte”

Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjeneste er en anerkendelse, mange har ventet længe på.

Uanset om den ligger stolt fremme på kommoden eller trygt inde bagerst i skabet, håber justitsminister Peter Hummelgaard, at de nye medaljer for sårede i tjeneste har en særlig betydning for modtagerne.

Idéen om medaljen kom fra daværende justitsminister Søren Pape Poulsen tilbage i 2019.

I november – godt seks år efter – overrakte Peter Hummelgaard de første medaljer ved en ceremoni i Justitsministeriet – heriblandt til en række af Fængselsforbundets medlemmer.

Peter Hummelgaard fortæller, hvilken betydning medaljeordningen har for ham.

”Medarbejdere på Justitsministeriets område kan komme i særligt udsatte situationer på grund af deres arbejde, og det berører mig dybt hver gang, jeg hører om fængselsbetjente, der lider skade eller bliver syge i tjenesten. Medaljen er en anerkendelse af de ofre, som ansatte har bragt i tjenesten, og jeg er glad for, at vi nu har uddelt 15 af dem til både politibetjente og fængselsbetjente,” siger justitsministeren.

Fokus på forebyggelse
Den nye medalje kan tildeles ansatte der er blevet alvorligt såret eller invalideret i forbindelse med tjenesten som følge af en retsstridig handling, eller som har fået en psykisk efterreaktion som følge af en retsstridig handling eller en voldsom oplevelse i forbindelse med tjenesten.

De indstillede sager bliver løbende vurderet, og der forventes at blive overrakt flere i fremtiden.

Det glæder forbundsformand Bo Yde Sørensen, der ligesom ministeren ser med stor vigtighed på, at medaljen omsider er blevet en realitet.

”Fængselspersonalet og andre dele af beredskabet udfører hver eneste dag et afgørende og samfundsbærende arbejde for at sikre tryghed og sikkerhed i Danmark. Det er derfor også vores klare ansvar som samfund og som beslutningstagere at anerkende og hædre kollegaerne for deres uundværlige indsats. Vores medlemmer skal vide, vi står bag dem, hvis arbejdet ender med at få alvorlige menneskelige konsekvenser.”

”Uanset, om de har medaljen liggende fremme eller ej, ved jeg, det har betydet meget for de af vores kollegaer, der har modtaget den. Det er tydeligt, at det gør en mental forskel for de her mennesker, at vi har et system, der faktisk anerkender det, de har været udsat for,” siger forbundsformanden.

Krav til medaljen
Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjeneste kan tildeles ansatte på ministeriets område, der er blevet alvorligt såret eller invalideret i forbindelse med tjenesten som følge af en retsstridig handling, eller som har fået en psykisk efterreaktion som følge af en retsstridig handling eller en voldsom oplevelse. Medaljen kan tildeles for hændelser, der har fundet sted efter den 1. januar 1948. For at kunne blive indstillet til medaljen, skal der blandt andet have været behandlet en arbejdsskadesag, hvor der er tilkendt godtgørelse for varigt mén på mindst 5 procent.

Han sætter dog samtidig en fed streg under, at en medalje ikke læger alle sår.

”Vores vigtigste opgave vil altid være at passe på vores kollegaer. Det arbejde begynder fra den dag, de trækker i uniformen første gang. Det gælder både os som forbund, men mindst lige så vel politikere og arbejdsgiver.”

”Vi har for længe været skåret ind til benet bemandingsmæssigt, og det sætter alt på spidsen. Når vi er flere, står vi stærkere – og vi skal stå stærkere hele vejen rundt om vores medlemmer. Både før, under og efter de bliver såret i tjenesten.”

Justitsministeren anerkender ligesom formanden et øget fokus på forebyggelse.

”Arbejdsmiljøet for det uniformerede personale i fængsler og arrester er meget vigtigt, og vi skal sikre, at de får den nødvendige hjælp og støtte. Vi har taget en række initiativer, og et af dem er et psykologkorps, som siden 2023 har været med til at styrke det psykiske arbejdsmiljø og hjælpe betjente, der er udsat for voldsomme hændelser,” siger ministeren.

Han peger desuden på, at arbejdet er blevet yderligere styrket med strafreformen, ligesom brugen af videoovervågning og dashcam i Danmarks Fængslers institutioner er øget.

Bedre sent end aldrig
Bag enhver politisk beslutning ligger et stykke benarbejde. Den nye medalje er ingen undtagelse.

”Efter indstiftelsen i 2019 begyndte et arbejde med inddragelse af Rigspolitiet og Styrelsen for Danmarks Fængsler med at udforme nærmere retningslinjer for udmøntningen af medaljenordningen. I den forbindelse blev Justitsministeriet opmærksom på, at der var et behov for at ændre cirkulærerne om medaljerne, hvilket blev udstedt i 2022,” fortæller justitsminister Peter Hummelgaard.

Derudover krævede selve produktionen af medaljerne en udbudsproces i forhold til valg af producent, og så skulle selve designet gøres færdigt.

Af Sille Augustinussen