Kriminalforsorgen – eller som det snart hedder: Danmarks Fængsler – er på vej i en ny retning. Et nyt navn kan lyde som en ny begyndelse, men vi ved alle, der skal langt stærkere midler i brug.
Vi har længe været presset på vores faglighed, og jeg anerkender, vi skal søge nye veje. Men vi skal passe på med blindt at gå ned ad de stier, strafreformen lægger op til.
Gang på gang ser vi politiske forsøg på at ”løse” bemandingskrisen – denne gang ved at opfinde en helt ny personalegruppe, som jeg unægtelig mener vil udhule vores fag, og gøre det mindre attraktivt at være værkmester, transportbetjent og fængselsbetjent.
Sikkerhedsbetjente? Vi gik væk fra den model for 20 år siden – med god grund. Skal vi nu rulle hele vejen tilbage? Og hvad bliver det næste? Private vagtværn? Et hurtigt blik ud i verden viser med al tydelighed, hvor galt den vej kan gå.
Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Er vi ved at afvikle fængselsbetjentene?
Selvom vi ikke kan undvære deres fagligheder, valgte vi i uniformen ikke dette job for at være socialrådgivere, pædagoger eller vagtværn. Vi er fængselsbetjente. Vi er uddannet til en unik rolle, som balancerer mellem sikkerhed, menneskelighed og myndighed. Det er netop den kombination, der gør vores fag så vigtigt – og uerstatteligt.
Vi anerkender de politiske ambitioner, og vi sætter pris på trepartsforhandlinger og andre indsatser, der løfter vores område.
Men kære Folketing: Pas nu på. I jeres iver efter at genrejse Kriminalforsorgen risikerer I at kvæle barnet. For sandheden er, at I lige nu er ved at afvikle verdens fineste Kriminalforsorg
– i stedet for at styrke den.
Det har vi som samfund ikke råd til.
