12.08.2026

Den Mentale Rejse arrangeres af Thin Silver Line.

En rejse for det mentale

Fire døgn i naturen med fysiske udfordringer, ærlige samtaler og fællesskab skal støtte tidligere og nuværende kollegaer.

Forestil dig en tirsdag at møde op et sted i Holbæk og sammen med en håndfuld andre at blive kørt ud i en skov. Herfra har du ingen anelse om, hvad de næste par dage vil byde både din krop og dit sind.

Udfordrende? Ja. Skræmmende? Det er lige før. Men mest af alt: enormt givende.

Sådan beskriver fængselsbetjent Søren Frets Jakobsen sin oplevelse af Den Mentale Rejse, som han netop er vendt hjem fra. Et udviklingsforløb gennem støtteordningen Thin Silver Line, der med udendørs aktivitet, fællesskab og refleksion skal styrke den mentale robusthed hos tidligere og nuværende fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre.

Over fire dage er han og syv andre deltagere blevet kastet ud i alverdens opgaver, der har taget dem ud at trave kilometer i bølgerne, overnatte i bivuak og shelter, op i udfordrende højder og helt ned for at mærke ordentligt efter i de ægte samtaler.

”Undervejs bliver det nødvendigt at se indad, stoppe op og tage stilling. Du bliver mindet om, at det hele nok skal gå, og at du faktisk har evnen til at få lagt brikkerne, så de passer det til puslespil, du er i. Det er selvudvikling på højt plan, som du vil blive ved med at kunne plukke fra i fremtiden,” siger Søren Frets Jakobsen.

Man rykker sammen
Med hjælp fra instruktører og medhjælpere er det Rune Viborg, som mange måske kender fra tv-programmet Korpset, der står i spidsen for at motivere Søren Frets Jakobsen og de andre gennem turens mange aktiviteter – dog på en mindre hård tv-venlig facon.

”Det er for eksempel lang gåtur med rygsæk, så en cykeltur, og når vi kommer til lejren, skal der tændes bål, laves aftensmaden og vaskes op. Det er sent i seng og tidligt op, og der er ikke tid til at trække sig. Sammenholdet bliver på meget kort tid virkelig tæt, for vi er sammen om opgaverne, og vi kan ikke andet end at rykke sammen i bussen. Og så bliver man jo helt høj, når vi klarer den,” siger Søren Frets Jakobsen.

Gruppen når blandt andet nye højder, da de får skabt tryghed og opmuntring nok rundt om en deltager, der trodser højdeskrækken og lader sig lette fra jorden.

”Det betyder virkelig noget at hjælpe dig selv eller gruppen i mål. Du udvikler et nyt og mere positivt mindset ved at komme ud i de her situationer, og det er en øjenåbner pludselig at have modet til at sige ting højt og anerkende dig selv og de andre. Den slags hænger ved.”

Ind til benet
Udover at være aktiv fængselsbetjent er Søren Frets Jakobsen ambassadør for Thin Silver Line, og dermed med til at sprede kendskabet til de forskellige støttetilbud for både kollegaer og deres pårørende.

Han og gruppen er, eller har været, en del af en branche, som nogen desværre slår sig på, og hvor det måske ikke altid føles nemt at mærke efter.

”Det er blandt andet alt det usagte, der slider i vores branche og fylder omme i rygsækken. Men du kan ikke gå på arbejde hver dag og spille en rolle. Du er nødt til at være ærlig over for dig selv, dine kollegaer og folk derhjemme”

”Vi bliver hurtigt trygge ved hinanden, og Rune Viborg er god til at stille de rigtige spørgsmål. I nogle af samtalerne rundt om bålet kom vi ind på noget, jeg egentlig troede, jeg havde parkeret. Det blev jeg så nødt til at konfrontere og være åben omkring, og sådan var det for mange. Vi kom hele vejen rundt og helt ind til benet,” siger han.

Efter nogle dages både fysisk og mental rejse bliver det fredag og tid til at forlade skoven.

Selvom Søren Frets Jakobsen til forveksling nu nogenlunde godt ved, hvad de næste dage står på, bliver refleksionerne fra Den Mentale Rejse ved med at dukke op.

”Det her kan gøre en stor forskel for både tilskadekomne, men også for aktive i tjeneste. Det er jo ikke bare et kursus, du lige kan vinge af. Det er noget, som rykker noget i dig, og som bliver ved med at give noget på den lange bane. Både for dig selv, men også dine nærmeste og i sidste ende din arbejdsplads.”

Thin Silver Line
Støtteordningen Thin Silver Line blev etableret i 2025 og arbejder gennem forskellige rehabiliteringsforløb og netværksmøder for at støtte medarbejdere, som er blevet fysisk eller psykisk belastede af arbejdet i fængslerne. De tilbyder blandt andet Den Mentale Rejse, Få Livet Tilbage, Det Blå Kompas, Ungecamp og DIF Safe Zone. Læs mere på deres hjemmeside.

Vil du være ambassadør?
Er du ansat i Danmarks Fængsler, og vil du være med til at sprede kendskabet til Thin Silver Lines støttetilbud til dine kollegaer? Send en mail til kontakt@thinsilverline.dk.

Af Sille Augustinussen