Det virker voldsomt, at vi har brug for at sætte så mange flere i fængsler. Strafreformen vil øge vores kapacitet med over 50 procent.
Er vores samfund i forfald med stigende kriminalitet og større utryghed? Nej, egentlig ikke. Vi har faktisk godt styr på vores land.
Som ansat i Kriminalforsorgen skal vi måske ikke blande os i, hvorfor politikerne gør, som de gør. Men vi har en holdning til, hvordan de politiske initiativer påvirker vores arbejdsvilkår. Her er der grund til bekymring, for lige så specifik reformen er med mål for straf, pladser og recidiv, lige så uspecifik er den omkring det uniformerede personale: Hvor mange skal der til for at håndtere 2.000 flere pladser? Hvordan skal medarbejderne skaffes?
Der er ikke meget om det i reformen. Mange af de ting, som står om fastholdelse af medarbejdere, er fra sidste flerårsaftale. Det har jo som bekendt ikke knækket kurven. Vi har ikke set en eneste af de 300 ekstra betjente, som vi fik lovet med den aftale.
Nyt er kortuddannede sikkerhedsbetjente og betjente fra udlandet. Var der nogen, som sagde nødløsninger? Hvorfor tror man, at vi løser problemerne, hvis vi bare ansætter nogle andre til at lave det samme? Det overgår min forstand.
Det vi har brug for, er et meget mere kvalificeret svar på, hvordan vi skaffer personale til reformen.
Svar på hvordan vi gør jobbet mere attraktivt for både unge og gamle.
Vi har brug for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår.
Der bør udarbejdes en fastholdelsesstrategi med tydelige karriereveje for det uniformerede personale med bedre mulighed for specialisering og efteruddannelse.
Og vi har brug for at styrke ledelse, kultur og det kollegiale fællesskab.
Måske er der ikke så mange stemmer i det, men det er det, som skal til, hvis strafreformen skal blive en succes.
Og det er ikke kun noget, jeg siger. Det samme står i Kriminalforsorgens afgangsanalyse, hvor man spurgte ansatte, hvorfor de forlod jobbet.
