Der vil altid opstå tvivlsspørgsmål, om vi løser opgaverne på den rigtige måde. Det kan ikke være anderledes på en arbejdsplads som vores, hvor vi er sat i verden til at fuldbyrde straf.
Indgreb i menneskers frihed, anvendelse af magt og svære skøn er en del af vores virkelighed, og netop derfor stilles der høje krav til professionalisme, etik og ansvarlighed.
Hver eneste dag er der tusindvis af kontakter mellem ansatte og indsatte. Langt de fleste forløber uproblematisk. Men selv med klare regler og procedurer vil der opstå situationer, hvor grænserne ikke er sort-hvide, og hvor vurderinger må træffes i øjeblikket. Det er i disse gråzoner, at risikoen for kritik og tvivl kan opstå.
Når der sættes spørgsmålstegn ved en kollegas håndtering af en opgave, må udgangspunktet være klart: Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er et grundlæggende retsprincip, som ikke kun gælder i retssalen, men som også bør gælde i vores organisation.
Sådan er det desværre langt fra altid i praksis hos os. Tværtimod oplever vi, at kredsenes HR-afdelinger arbejder ud fra en omvendt præmis, hvor kollegaen reelt anses for skyldig fra begyndelsen. Nu mangler man blot at finde beviserne.
Det er ikke en praksis, der klæder vores organisation. Sager skal naturligvis undersøges grundigt og sagligt uden en underliggende tone af mistillid.
En fair proces handler ikke om at lukke øjnene for fejl, men om at sikre at eventuelle irettesættelser og sanktioner er ordentlige og retfærdige.
Når kollegaer oplever, at systemet vender sig imod dem, skaber det utryghed og en oplevelse af at stå alene, når man har brug for opbakning.
Mistanke må aldrig blive til skyld, før fakta er undersøgt. Det skylder vi hinanden. Det skylder vi vores fag. Og det skylder vi det retssystem, vi er en del af.
