31.10.2025

Direktøren er begejstret for den store reform

Med et nyt navn og radikale omvæltninger står Kriminalforsorgen ved et historisk vadested. Ina Eliasen ser strafreformen som en kæmpe saltvandsindsprøjtning.

Som uniformeret medarbejder kan man se frem til fem år med forbedringer. Det er budskabet fra Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen.

Hun mener, politikerne sender et stærkt signal med strafreformen, som sætter rammen for vores arbejde frem til 2030.

”Jeg synes, Fængselsforbundets medlemmer skal se meget positivt på de mange nye tiltag. Det er en ambitiøs reform, som giver dem mulighed for at komme tilbage til det arbejde, de alle sukker efter.”

Så hvis man som medarbejder er bekymret for, at reformen bare bringer mere overarbejde med sig, skal man slå koldt vand i blodet: ”Det er lige det modsatte, der kommer til at ske, når reformen er helt implementeret. Strafreformen er faktisk alt det, vi har ønsket os. Vi får nu mulighed for at komme i balance i forhold til pladser og medarbejdere – og styrke det kriminalitetsforebyggende arbejde. Tingene skulle gerne se helt anderledes ud om fem år,” siger Ina Eliasen.

Strafreformen lægger op til en væsentlig styrkelse af det forebyggende arbejde med 350 flere medarbejdere til at løfte opgaven – herunder flere værkmestre, men ingen fængselsbetjente.

Hvorfor skal der ikke ansættes flere fængselsbetjente til den opgave?

”Det er fordi, de ligger i sporet om uniformeret personale. Når vi udvider med mere end 2.000 pladser, så udvider vi selvfølgelig også det uniformerede personale.”

Så de skal ikke være bekymrede for udhuling af deres fag?

”Nej tværtimod. Jeg synes, de skal se reformen som en kæmpe håndsrækning, som giver dem bedre mulighed for at udvikle kernen i deres job med det kriminalitetsforbedrende arbejde. Det er jeg sikker på. De civile kollegaer skal bruges til at understøtte dette store arbejde.”

Direktøren mener, at ansættelsen af udenlandsk arbejdskraft og sikkerhedsbetjente skaber mulighed for at aflaste det eksisterende personale.

”Jeg ved, at der er bekymring omkring de nye medarbejdergrupper, men jeg vil gerne understrege, at alle skal kunne dansk og kende vores måde at arbejde på,” siger hun og tilføjer: ”Vi er ved at se på, om de nye kollegaer kan skabe muligheden for at oprette flere lange vagter – herunder døgnvagter, og nedbringe antallet af beordringer. Det tror jeg, der er stor interesse for.”

Flere fængselsbetjente
Med strafreformen etableres 2.400 pladser over ti år. Det vil sige en 50 procent udvidelse af den nuværende kapacitet. Hvor der i dag er cirka 4.000 indsatte på daglig basis, vil der i fremtiden være 6.000.

Det gode spørgsmål er, hvor mange fængselsbetjente der skal ansættes til at håndtere den udvidelse?

”Jeg kan ikke sætte et præcist tal på det, men når vi udvider med over 2.000 pladser, så giver det sig selv, at vi får brug for mange flere fængselsbetjente. Vi kommer til at fortsætte vores rekrutteringskampagner og ansætte alle dem, som opfylder kriterierne. Du må gerne citere mig for, at alle forslag er velkomne.”

Fastholdelsespakke på 100 millioner
Reformen omfatter også en fastholdelsespakke på 100 millioner kroner til det uniformerede personale.

Lønmidlerne sender ifølge Ina Eliasen et vigtigt signal: ”Vi ved endnu ikke, hvordan pengene skal fordeles. Det er et forhandlingsspørgsmål, som vi tager op med Fængselsforbundet. Hvis jeg var fængselsbetjent, ville jeg være glad for pengene – men mindst lige så glad for det budskab, som ligger i dem. Det er et politisk løfte
om, at jeres arbejde er ekstremt vigtigt.”

Nyt navn
Sammen med reformen skifter Kriminalforsorgen navn til Danmarks Fængsler. Det påvirker dog ikke Kriminalforsorgens værdier, fastslår Ina Eliasen.

”Der ligger ikke noget i navneændringen i forhold til den måde, vi arbejder på. Vi skifter navn, fordi mange ikke forstår, hvad Kriminalforsorgen laver. Når vi fremover hedder Danmarks Fængsler, er der ingen tvivl om, hvad vi arbejder med,” siger hun og slutter af med at understrege, at selvom reformen giver store muligheder, bliver det ikke nemt.

”Vi er pressede, og det bliver svært at løfte alle de nye opgaver. Men vi har fået det, vi har ønsket os i mange år. En plan om flere kollegaer, flere pladser og et stærkt fokus på forebyggelse. Om fem år vil vores arbejdsplads se markant anderledes ud.”

Af Søren Gregersen

Strafreformen kort fortalt