06.10.2026

Beboer Niel (v) og beskæftigelsesmedarbejder René Frost Clausen (h)

“Her bliver vi bygget op igen”

Maribo Udslusningsfængsel er i løbet af deres første år lykkedes med at få beboerne ud i lokalsamfundet og ind i roklubbens fællesskab.

Rikke, Anders og Niel har trodset regnen og står nu nede foran Maribo Roklub. Til daglig er de beboere på byens udslusningsfængsel og har sagt ja til at vise deres nye fællesskab frem.

Bag dem, inde i den gamle hal, hænger Havørnen, Ormen og Svanen side om side med de andre robåde, gamle som nye, alle helt spejlblanke og nænsomt passet af klubbens frivillige.

Med os er også fængselsbetjent René Frost Clausen der arbejder som beskæftigelsesmedarbejder på Maribo Udslusningsfængsel. Han kommer selv her i klubben og kunne se, at de ældre frivillige måske kunne bruge en hånd med rengøringen.

”Beboerne er ofte færdige med dagens rengøring på udslusningen efter et par timer, og det er jo meningen, vi skal have dem ud og genlære, hvordan man deltager i et samfund i stedet for at sidde fast på værelset. Hernede bliver de en del af et fællesskab, som ikke får penge for at være omkring dem. De bliver anerkendt af ”rigtige” mennesker. Det giver meget for de sociale værdier,” siger han.

For ikke at være konkurrenceforvridende er beboerne frivillige medlemmer af roklubben. De modtager altså ikke betaling for deres rengøring, men kan i stedet benytte roklubbens træningscenter, og skal med tiden lære at ro.

Maribo Roklub er etableret i 1896 og har i dag 110 aktive medlemmer.

Bo Balschmidt er formand for Maribo Roklub. Som han siger: “At ro er livet”

Foreningslivet rummer
En af dem, der også nyder godt af aftalen, er Bo Balschmidt. Han har roet hele sit liv, er nu formand for roklubben, og har netop parkeret cyklen.

”De gør os en tjeneste, og så åbner vi selvfølgelig døren for dem. Og så gør de et ordentligt stykke arbejde! Beboerne passer lige ned i vores klubliv. Vi vil gerne samle mennesker i samfundet, og vi har godt af at mærke den del af livet, de kommer med.”

”For dem, der ikke lige fandt tilbage på skinnerne, kan det her være en måde at se, hvordan ansvar og fællesskab også kan se ud,” siger Bo Balschmidt.

Rikke, Anders og Niel er godt på vej tilbage, men de ved også, det kræver noget tilvænning.

”Det giver et helt andet mindset at komme herned og tale med de lokale, der virkelig har taget os ind. Vi kommer væk fra institutionen og får lov at blive akklimatiseret i små bidder, så vi kan følge med. Der er mange ting, man skal genlære, når man har siddet i fængsel. Det er der plads til her,” siger Rikke.

”Det her kan hjælpe folk videre, som gerne vil videre,” tilføjer Niel.

Foruden Rikke, Anders og Niel er flere beboere i gang med at blive indmeldt i roklubben.

Beboerne er i gang med at friske byens bænke op.

Parasoller i gågaden
Det er også lykkedes René Frost Clausen at finde flere forskellige jobs ude i lokalsamfundet. Dog ikke uden hjælp fra ’en af byens originaler’, Vagn Hynek, der ellers er pensioneret, men som ikke kan lade være med at hjælpe til som koordinator for Maribo Handelsstandsforening.

Han har taget gruppen med op i byen, så vi kan se beboernes renovering af kommunens bænke.

”Se lige! Her vil turisterne da gerne sidde.”

”Vi har fået bekræftet, at kommunen ikke selv ville få dem renoveret, og så måtte vi gerne. Ellers har beboerne sat parasoller op ved butikkerne, de har luget ukrudt og sat scenen op på torvet. De kan virkelig tage fat.”

Beboeren Anders har været med til det hele og er pt. ved at fikse endnu en bænk.

”Når vi kommer rundt i byen, støder man måske på en af dem, vi satte parasoller op for. Så kan vi få en sludder og et grin. Den slags får man ikke på udslusningen.”

Det er de små ting. Men det er også de helt store. På en af tjanserne rundt i byen er Anders blevet prikket på skulderen, og i morgen lidt i 06.00 begynder han sit nye faste arbejde hos en entreprenørvirksomhed i området.

”Mange indsatte bliver pillet ned af at sidde i fængsel. Her bliver vi bygget op igen. Jeg skal snart ud, men er begyndt at overveje at flytte til Maribo på grund af det gode fællesskab,” siger Anders.

Det lyder godt i René Frost Clausens ører.

”I er virkelig blevet en del af lokalsamfundet. Flere kommer og siger, at de godt kan bruge jer til alle mulige jobs. Det er jo et bevis på, at vi kan lykkes med de resocialiserende indsatser,” siger han.

Af Sille Augustinussen