Fængselsbetjentelev Christian Kåre Mathiasen har med fokus på relationerne og et altid indadvendt blik fundet sin måde at bære uniformen på.
Han sidder der i stolen, rolig og velovervejet. Han har fået at vide, at det handler om ham den næste halve times tid.
27-årige Christian Kåre Mathiasen er en af tidens mange fængselsbetjentelever, der er på vej ud i en fængselsverden i rivende udvikling.
Selvom det ikke har været en livslang drøm, er det tydeligt at mærke, at han i løbet af sin uddannelse har fundet ind til en klar forståelse af, hvordan hans tilgang skal være:
”Det er jo et job, hvor vi varetager ægte mennesker. Den myndighed eller magt, vi har, kommer med et ansvar. Det skal man altid huske.”
En rigtig redning
Vi skruer lige tiden et par år tilbage. Christian Kåre Mathiasen var efterhånden træt af at blive kastet rundt som souschef i Circle K, og trængte til – hvad han selv kalder – en redning.
Så var det jo heldigt, den lå lige foran ham.
”Jeg havde set reklamerne og havde egentlig overvejet at blive transportbetjent, fordi jeg tænkte, de indsatte ville være for hårde. Men så tog jeg en snak med en tidligere enhedschef, som fortalte om de mange positive sider af jobbet som fængselsbetjent. Der blev jeg overbevist.”
Han har siden været inde at vende på Vestre Fængsel, men ellers haft sin faste gang på Jyderups lukkede afdeling. Det virker til – når han nu sidder her i stolen – at uniformen sidder, som den skal. Mon den har ændret noget i ham?
Christian tygger lidt på sit svar.
”Der skete et ret tydeligt skift. Man kunne mærke det rundt i hele klassen, og vi talte også om det bagefter. Fra da vi sad i civilt ude på skolen, og til vi for første gang tog vores uniformer på sammen, spredte der sig en fælles stolthed. Nu repræsenterer vi staten. Det er stadig noget, jeg er utroligt stolt af.”
Til august kan han fjerne elevdelen af sin titel og forhåbentlig fortsætte på lukket afdeling.
Vigtige relationer
Med tiden bliver de fleste ting hverdag. Selv de svære. Men Christian Kåre Mathiasen insisterer på, man skal blive ved med at stille spørgsmål.
”Under en ferie sad jeg en af de sidste dage og tænkte på, at jeg snart skulle tilbage. Når man tænker over det, er det en ret voldsom ting at låse et andet menneske inde. Også selvom det er en del af jobbet. Der slog det mig, at det er supervigtigt altid at være bevidst om, hvad det her job indebærer, og hvad det gør ved en.”
Christian Kåre Mathiasen går af samme årsag op i at lave så mange små ting med de indsatte som muligt. Det kan være den ugentlige badmintonkamp eller samtalerne om alt mellem himmel og jord på gårdturen.
”Der er også en indsat, som har haft marsvin derhjemme. Det har min kæreste og jeg også, og vores havde lige fået unger. Så printede jeg et par billeder ud til hende, som hun fik med ind på cellen. Hun var bare så evigt taknemmelig.”
Jeg håber jo at kunne nå ind til mennesket. På den måde er det nemmere at arbejde med de indsatte, og skabe muligheden for, at de ikke skal tilbage hertil.
Christian Kåre Mathiasen, fængselsbetjentelev
”Jeg håber jo at kunne nå ind til mennesket. På den måde er det nemmere at arbejde med de indsatte, og skabe muligheden for, at de ikke skal tilbage hertil. Og så betyder de gode relationer også bare, at jeg kan føle mig mere tryg, når jeg går på arbejde. Hvis man har et godt forhold til hinanden, behandler man hinanden ordentligt.”
Lov til at være elev
Christian Kåre Mathiasen er elev på et tidspunkt, hvor det er almindeligt at løbe stærkt, og hvor driften ofte bliver skubbet foran andre dele af jobbet.
”Det har på mange punkter været svært at få lov til at være elev, men vi er trods alt rimelig forskånet her. Selvom min praktikvejleder ikke lige går på min afdeling, har jeg aldrig været alene. Mine andre kollegaer er gode til at vise mig vejen, og jeg har altid fået svar på mine spørgsmål.”
Snart er det ham, der skal hjælpe de nye elever på vej. Men hvilke planer har han mon ellers?
Han tænker sig om: ”Jeg vil gerne uddanne mig i det sikkerhedsmæssige. Det er spændende at tænke i de baner, og det er jo en vigtig del af arbejdet. Det kan være, jeg en dag bliver sikkerhedschef her på fængslet.”
Indtil da er der en uddannelse, der skal gøres færdig, og en fængselsafdeling, der skal passes. Og så er tiden vist også gået.
