Det er ikke lovgiverne, men institutionsmedarbejderne, der får råb, frustrationer og konflikter serveret i øjenhøjde, når skruen strammes om Kærshovedgårds beboere.
Debatindlægget er bragt i Politikens Justitsmonitor.
Udrejsecenter Kærshovedgård har fra sin hæsblæsende begyndelse været kastet frem og tilbage over Christiansborgs fliser, trillet gennem samråd, rullet ind i integrationsudvalg og ofte befundet sig midt i orkanens øje i den offentlige debat.
Det er i sig selv ikke underligt – Kærshovedgård er et sted, hvor politikernes agendaer gang på gang får lov at komme i kog.
Det er ikke længe siden, gryden igen blev sat over med regeringens udvisningsreform i slutningen af januar og med det nylige forslag om udflytningen til Livø. Regeringen vil have flere udvisningsdømte, mere aflåsning, GPS-fodlænker, skærpet meldepligt og debat om stemmeret.
Det er vigtigt, vi husker på, at det ikke er lovgiverne, der står ansigt til ansigt med beboerne, der til stor frustration får indsnævret deres beføjelser. Det er ikke integrationsførerne, der tager nattevagten. Det er ikke dem, der får råbene, frustrationen og konflikterne serveret i øjenhøjde.
Det gør vores medlemmer; institutionsmedarbejderne. Og det er på tide, vi viser dem vores anerkendelse, i stedet for at gøre dem til skydeskiver for politikernes højtråben.
Uniformen er ikke en politisk beslutning
Institutionsmedarbejderne bærer den genkendelige blå uniform og udfører hver eneste dag et vigtigt stykke arbejde for staten. Men i modsætning til fængselsbetjente har de ingen magtbeføjelser.
Alligevel omgås de hver dag mennesker, der ikke lever under lykkelige omstændigheder. Nogle er kriminelle – mordere, voldtægtsforbrydere, terrorister eller bandekriminelle. Mennesker, som samfundet har besluttet skal forlade landet. Mennesker, som mange helst så forsvinde i morgen.
Institutionsmedarbejderne har deres uniform. De har deres faglighed og dømmekraft. Og så har de ansvaret for at få en politisk konstruktion til at fungere i praksis.
Men hver gang Kærshovedgård nævnes i den offentlige debat, følger kritikken, brokken og bebrejdelserne som en skygge. Ikke kun fra privatpersoner, men mindst lige så ofte fra politikerne: beboerne skaber utryghed i lokalområdet, forholdene og udviklingsmulighederne er for dårlige, og Folketingets formand mener ligefrem, vi bør gemme hele molevitten væk på en afsides ø.
Kritikken rettes mod centrets navn, men det er mine medlemmer, den siver ned på. Den bliver for dem oversat til, at deres indsats aldrig rigtig er god nok. Men det kan jeg stå på mål for, at den er.
Så kære politikere:
Husk på, at mine medlemmer loyalt trækker i arbejdstøjet for at løfte en statslig opgave, I har givet dem. De gør, hvad de kan, med de rammer, de har fået af jer. Lad være med at skyde dem i skoen, at de ikke gør deres bedste ved at råbe op i den offentlige debat og kritisere de rammer, I selv har skabt, og som I rent faktisk har beføjelserne og magten til at ændre.
Hvis I synes, lovgivningen eller reglerne er forkerte, så lav dem om. Lad være med at lægge ansvaret for de politiske valg over på dem, der loyalt udfører arbejdet for jer. Ansvaret er også jeres eget.
Det er på tide, I tager det på jer. Det er på tide, I er med til at sige tak for den indsats, mine medlemmer hver eneste dag yder for at holde vores samfund sikkert. Det vil jeg i hvert fald gøre.
Så kære institutionsmedarbejdere: Hold fast. Hold hovedet højt. I løfter en opgave, som kræver både rygrad og hjerte. I har min største beundring. Keep on going.
