06.02.2025

“Der er ikke nogen, der kommer og viser dig, hvor hjælpen er”

Dennis PTSD-forløb har været mangelfuldt. Ligesom forbundet mener han, fængselsbetjente bør sidestilles med Forsvarets veteraner.

”Jeg kunne lugte røg og blod, selvom det ikke var der. Jeg var så langt ude, at jeg helt fysisk ikke kunne gå ind ad porten til fængslet.”

Dennis har efter flere år med forskellige voldsomme hændelser i sit job som fængselsbetjent nået en grænse. Han har udviklet eksem rundt om øjnene og har i månedsvis ikke kunnet kende sig selv, når han ser sig i spejlet. Han har trukket sig fra familien.

En dag bliver han sendt hjem af kollegaerne og får besked på at ringe til sin læge. I telefonen falder det hele fra hinanden.

Ikke lang tid efter er diagnosen klar: kompleks PTSD.

Her begynder et langt og mangelfuldt forløb, hvor systemet ikke formår at gribe Dennis og familien, og hvor han selv må gå ud og finde hjælp til at eksistere.

Hver syvende kollega i Kriminalforsorgen er ramt af PTSD. Det er flere end hos både politiet og blandt udsendte. Alligevel er fængselsbetjente ikke omfattet af regeringens nye veteranaftale, der blandt andet skal styrke vilkårene for Forsvarets veteraner og deres familier.

Transporten
Dennis har løbende oplevet voldsomme ting på arbejdet, og når at blive sygemeldt ad to omgange.

Først kortvarigt i 2015 efter at have fundet en livløs indsat med hul på hovedpulsåren på Jyderup Fængsel.

”Dengang var der ingen hjælp at hente. Jeg fik afvist min arbejdsskadesag og fik at vide, jeg bare var depressiv. Jeg overvejede at stoppe helt, men min leder foreslog mig i stedet at blive leder. Men mere ansvar var nok ikke lige det, jeg havde brug for.”

Dennis søger i stedet mod Nykøbing Fængsel, da det åbner i 2018. Tre år efter kommer transporten, der skubber ham ud over kanten. En indsat kommer fri af selen og lader sin vrede gå ud over ham.

”Herefter har jeg en periode på to måneder, hvor jeg ikke ved, hvad der sker. Jeg kan ikke holde ud at være hjemme, så jeg arbejder bare hele tiden. Jeg distancerer mig fra familien. Jeg når også at få selvmordstanker,” fortæller han.

OMVENDT BEVISBYRDE
Der er afsat 35 millioner kroner til Forsvarets veteraner til mere psykologhjælp med videre. Derudover skal omvendt bevisbyrde – den såkaldte formodningsregel – sikre, at veteranerne vil få bedre erstatningskrav, og at flere vil få genoptaget deres sager.

Intet for pårørende
Dennis bliver sygemeldt igen og bliver af forbundet sat i forbindelse med en krisepsykolog. Han bliver desuden tilknyttet en støtteperson gennem Kriminalforsorgen, som gør ham opmærksom på deres netværksmøder for PTSD-ramte.

Det er først her, en anden PTSD-ramt fængselsbetjent gør ham opmærksom på, han burde søge om PTSD-pakken.

”Den har min læge dog ikke lige hørt om, men efter min kone presser på i flere måneder, bliver jeg tilknyttet en psykolog, kropsterapeut og en læge,” siger Dennis.

”Jeg fik noget at stå op til, men det var ikke nok. Det var mest bare brandslukning. Vi talte ikke om, hvordan det gik derhjemme, eller hvordan min familie havde det.”

Efter længere tids søgen, finder Dennis og hans kone frem til rehabiliteringstilbuddet Surfgaarden. Et herberg med egenbetaling, der tilbyder en hverdag med aktiviteter og terapi, hvor Dennis i løbet af et halvt år finder et fællesskab og smider medicinen.

I dag bor Dennis hjemme hos familien. Men for ham er det tydeligt, familien har måttet tage nogle knubs.

”Der er ingen, der kommer og siger, hvor hjælpen er. Men det er jo fordi, den mangler. Du skal opsøge det hele selv, og dér tror jeg, rigtig mange bliver tabt.”

”Det der mangler mest, er hjælp til de pårørende. Min kone har jo kæmpet for at holde sammen på det hele, men der er ingen, der lytter. Havde jeg ikke haft min familie, havde jeg ikke kunnet fungere,” siger Dennis.

Ny veteranaftale
Fængselsforbundets næstformand, Mette Frets, har dagligt kontakt med PTSD-ramte medlemmer. Hun genkender Dennis’ historie.

”Vi har rigtig mange af de her sager. Det er også derfor, det kun giver mening, at fængselsbetjente bør sidestilles med Forsvarets veteraner, der nu ser frem til at kunne få yderligere hjælp. Det er ikke retfærdigt, der er så stor forskel,” siger hun.

Veteranaftalen skal desuden sikre, at langt flere af Forsvarets veteraner får anerkendt deres arbejdsskadesager. Her mener næstformanden, at fængselsbetjentene også bør sidestilles.

Det er Dennis enig i. Han har både en erstatningssag og en arbejdsskadesag kørende, fra da han blev sygemeldt.

”Mine sager bliver hele tiden udskudt. Det gør det umuligt at sætte et punktum, når jeg skal gå i uvished og vente. Jeg vil bare gerne videre med mit liv sammen med min familie.”

Af Sille Augustinussen

Fængselsbetjente bør sidestilles med Forsvarets veteraner