Overenskomstforhandlingerne er godt i gang, og Fængselsforbundets krav er kommet med.
Det varer formentlig ikke så længe, før vi igen skal stemme om et overenskomstforlig. Seneste aftale var nemlig kun to-årig og udløber med udgangen af marts. Forhandlingerne om en ny statslig overenskomst – OK26 – er derfor i fuld gang.
Forud for forhandlingerne har fagforeningerne formuleret ønsker til forbedringer og indsendt krav til overenskomsten.
Fængselsforbundet er kommet med 14 krav, som alle er kommet videre i forhandlingsforløbet.
Kravene – som omfatter alle uniformerede grupper – går blandt andet på forbedring af reallønnen via forhøjelse af erfaringstillæg, fastholdelsestillæg og basisløntrin. Desuden stiller forbundet krav om forbedringer af pensionen.
OK24
Overenskomstaftalen for to år siden sikrede som bekendt Fængselsforbundets medlemmer et markant lønløft.
Udover den generelle lønstigning på 7,4 procent til statens ansatte var vi med i trepartsaftalen, som gav et varigt løft af lønnen og penge til fastholdelse. Mange medlemmer oplevede en lønstigning på over 5.000 kroner om måneden.
Næste overenskomst bliver uden en trepartsaftale, så forventningerne skal nok skrues lidt ned.
Forhandlingerne på statens område ventes at fortsætte i de kommende måneder. Et nyt forlig skal godkendes af medlemmerne, før det kan træde i kraft.
Pulje fra OK24 til udsatte medarbejdere
Fængselsforbundet og Danmarks Fængsler har aftalt fordelingen af pulje for udsatte medarbejdere, som blev afsat i OK24.Pengene fordeles på denne måde:
- Alle fængselsbetjente, værkmestre og ledere med klientkontakt, som ikke fik fængselstillæg i forbindelse med trepartsaftalen, modtager et tilsvarende tillæg på 265 kroner om måneden.
- Medarbejdere i kategori-2 arresthuse modtager et tillæg tilsvarende dem, der arbejder på negativstærke afdelinger på 1.644 kroner om måneden.
- Medarbejdere på Vestre Fængsel, der får tillæg for svært håndterbare indsatte, modtager et supplerende tillæg, så deres samlede tillæg kommer på niveau med negativstærke-tillægget.
- Institutionsmedarbejdere på Kærshovedgård modtager et tillæg på 1.555 kroner om måneden.
Tillæggene bliver udbetalt med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2024. Der er ikke sat dato på endnu.

