Mikkel og Thor er glade for at starte i Kriminalforsorgen. Det er dog ikke alle fra deres hold, som trives, understreger de.
Kragskovhede er et af de fængsler, som løbende tager nye elever ind – to af dem er Mikkel og Thor, og vi har spurgt dem, hvordan det er at starte i jobbet.
”Godt!” lyder det fra begge – de synes kollegaerne har været gode til at få dem til at føle sig hjemme i det nordjyske fængsel.
”De har været rigtigt fine. Der er ingen sure kollegaer,” siger 40-årige Thor, som er i gang med sin første praktikperiode. Det samme lyder fra Mikkel på 26 år, som er på sin
anden praktikperiode: ”Vi har et godt kollegialt samarbejde med plads til alle.”
Der er dog også elever, som ikke har det godt. Mikkel peger på at mange elever mistrives på deres praktiksteder. Ikke på Kragskovhede, men på andre uddannelsesinstitutioner.
”Da vi var samlet på skolen efter første praktikperiode, var der mange negative bemærkninger fra de andre på mit hold. Størstedelen af dem har problemer med trivslen,” siger han.
Han er dog selv glad for sine praktikperioder. Den første foregik i Modtagelsesafdelingen på Kragskovhede. Her fik han mulighed for at prøve mange forskellige ting, som for eksempel indsættelsessamtaler og computerarbejde. Nu er han på isolationsafdelingen.
Han kommer fra et arbejde som tømrer, men havde lyst til at lægge værktøjet på hylden og prøve noget nyt. Nu regner han med at blive i Kriminalforsorgen mange år frem – gerne som sikkerhedskonsulent eller hundefører.
83% FØLER SIG GODT MODTAGET
Mikkel og Thor er ikke alene om at føle sig velkommen i jobbet. I Fængselsforbundets undersøgelse svarer 83%, at der blev taget godt imod dem.
Ikke på SU
Thor har været i salgsbranchen i mange år, og havde i nogle år kigget på muligheden for at komme i uniform. For et år siden gjorde han noget ved det. Det spillede ind, at SU’en er droppet, så eleverne får fuld løn under hele uddannelsen.
”Hvis det var en SU-uddannelse, havde jeg ikke søgt ind, for så havde det ikke kunnet lade sig gøre. På mit hold er vi 35 år i gennemsnit. For halvdelen kunne det ikke lade sig gøre, hvis vi skulle på SU.”
Praktikvejledere
De har begge et godt forhold til deres praktikvejleder, men kan også godt mærke, at de har mange elever.
”De har for mange elever,” siger Thor. Han er på den måde enig med mange i Fængselsforbundets undersøgelse, hvor 48 procent af de 152 elever svarer, at de synes, der er for få praktikvejledere.
Et andet kritikpunkt i undersøgelsen er den manglende kobling mellem skolens teori og virkelighedens praktik. Det ser mange elever som et problem.
Her er Mikkel og Thor dog knap så kritiske. Begge oplever en god kobling fra første skoleophold til praktikken. Men Mikkel er mere kritisk i forhold til det andet skoleophold: ”Der var meget spildtid anden gang på skolen. Jeg synes godt, det kunne være mere intenst og med et højere niveau,” siger han.
Skole før praktik
Begge mener også, at det er rigtigt at starte på skolen før praktikken – og ikke omvendt.
”Det er godt at lære, hvad et fængsel er, inden man kommer ud i det, men jeg skulle vænne mig til det, da jeg kom her i Kragskovhede. Jeg kunne godt mærke, at mine skuldre sad højere oppe, fordi jeg var klædt på til det værste på skolen,” siger Thor.
Så de to nye kollegaer er altså samlet set glade og tilfredse med deres uddannelsesforløb.
”Jeg regner i hvert fald med at bliver her resten af karrieren,” siger Thor.