04.06.2025

Blegdammens dybe vejrtrækninger

Fængselsbetjent Claus Nors får lov at komme helt tæt på de indsatte, når han guider deres vejrtrækninger og tanker til mindfulness.

Syv indsatte har smidt klipklapperne og indtaget hver deres blå yogamåtte nede i kælderen under Blegdamsvejens Arrest. De har hver deres lyseblå pude med oppe fra cellen. Vi begynder i skrædderstilling.

”Hvordan går det? Noget, der fylder?”

Claus Nors ser rundt på kredsen.

En indsat bryder tavsheden: ”Jeg får dom om seks dage, så det kan godt mærkes.”

”Det forstår jeg godt. Der er meget at forholde sig til,” siger Claus Nors. Han og de indsatte tager lidt tid til at reflektere over ventetid og uvished.

”Lad os lukke øjnene. Vi begynder med en kropsscanning. Tag et par dybe indåndinger,” begynder Claus Nors.

For to år siden begyndte han at lave mindfulness med de indsatte. Meditationen har hjulpet ham gennem sin egen stresssygemelding, og som han selv siger, er han typen, der gerne vil dele ud af sit slik.

”Det vigtigste er jo at kunne give de indsatte en pause fra livet i fængslet. Jeg kan tydeligt mærke, de er glade for at komme her, og vi får skabt nogle gode relationer til hinanden. Men min egen tilgang til de indsatte er også blevet mere empatisk, og jeg har aldrig været så glad for mit arbejde, som jeg er nu,” siger Claus Nors.

Ro i hovedet
Oppe på stueetagen har Peter sin celle. Han har siddet i arresten et års tid, og havde været her et par dage, da han mødte Claus Nors.

Peter lider af PTSD og har svært ved små rum. Det kunne Claus Nors godt mærke, så han stak ham en CD med noget meditationsmusik. På gårdturen hørte Peter om hans mindfulnesstimer.

”Så skrev jeg mig på listen. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, men nu har jeg været der omkring 15 gange. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at man får et pusterum. Det er en frihed ikke at skulle tænke på dom eller andre negative tanker. Det er stadig hårdt at være her, men det er blevet meget bedre,” siger han.

De indsatte kan få en CD med meditationsmusik af Kriminalforsorgen.

Peter er en af de heldige, der skal med ned i kælderen om lidt. Der er plads til otte indsatte ad gangen, og Claus Nors har måttet opgradere fra den ene time om måneden til i dag at køre fire hold. Der er også folk på ventelisten.

”Jeg havde slet ikke kunnet falde til ro, hvis jeg ikke havde haft Claus’ timer. Jeg var blevet helt skør. Jeg kommer til at bruge det efter min afsoning, og jeg synes, alle burde have mulighed for det her,” siger Peter, der for nyligt har skrevet et tre-siders brev til Claus Nors, hvor han takker for timerne.

Peter ved, han skal videre til lukket regi, og at Claus Nors ikke følger med. Han håber dog at finde en form for mindfulness i fængslet. Samme bekymring står Claus Nors med. Han har derfor indtalt sine egne gratis meditationsguides, som han håber, de indsatte på åbent regi kan tilgå på nettet. Det er dog lidt mere kompliceret i lukket regi.

”Hvis der findes noget der dur, skal de indsatte sikkert lede efter det. Her kan jeg være bekymret for, at de så dropper det. Derfor skal vi have sat skub i CD’en, jeg er ved at få lavet”, fortæller Claus Nors.

Mindfulness foregår i arrestens kælder, som blandt andet også bruges som kirkerum.

Tilbage til kælderen
De indsatte ligger ned. Fra tæerne, op langs rygsøjlen og ind bag øjnene har Claus Nors guidet dem igennem hele kroppen. Men han har også forsøgt at guide dem hen mod et øget selvværd.

”Sig det her højt for dig selv: Jeg gør en positiv forskel i andres liv.” Han gentager sætningen tre gange.

Det samme med de to næste: ”Jeg er aldrig alene med de udfordringer, jeg har.”

”Jeg er god nok, som jeg er lige nu.”

Det udløser et par dybe udåndinger.

”Så er det tid til at komme tilbage.” De indsatte åbner øjnene og kommer op at sidde.

”Hvordan var det?”

Dejligt. Afslappende. Afstressende. En indsat tilføjer: ”Det er rart at komme her, fordi jeg kan mærke, jeg godt kan finde ud af det.”

”Det er også vildt, hvor stille vi er. Det er altså ikke normalt!” griner en anden som svar.

Måtterne bliver rullet sammen, tekopperne samlet ind.

”Tak for i dag.”

Vil du være med?
Du kan høre Claus Nors’ meditationsguides gratis her

Af Sille Augustinussen