Kollegaer fra Jyderup besøgte Maltas fængsel i efteråret. Turen er støttet af Etatsudvalgets Fritidsudvalg.
Kordin fængslet i Valetta er Maltas eneste rigtige fængsel med knap 600 indsatte til øens cirka 500.000 indbyggere. Fængslet har også et par psykiatriske pladser og udslusning.
Fængslet var oprindeligt et gammeldags panoptisk fængsel med fire fløje. Senere er der tilføjet en ny stor bygning. Fængslet huser i dag både varetægter, afsoner, kvinder og unge.
Vi blev ved ankomsten inviteret op på inspektørens kontor, hvor vi fik et fantastisk traktement, mens han fortalte om fængslet.
Christopher Sigersma blev ansat for blot to år siden, og hans ansættelse markerede noget af et paradigmeskift, da inspektører tidligere var officerer i militæret. Christopher Sigersma havde dog en baggrund som psykiatrisk sygeplejerske, og det var tydeligt, at de bløde værdier havde fået mere medvind med den ansættelse.
Straflængder, prøveløsladelser, disciplinære sanktioner og rettigheder er i det store hele meget lig Danmark. På samme møde mindede deres værksteder og undervisningsformer om vores.
Underkæben i gulv
Men vi tabte for alvor underkæberne, da vi så deres sundhedsafdeling. Alt medicin bliver håndteret og uddelt af sygeplejersker. Der var en del sygeplejersker på arbejde, da vi kom og så afdelingen, og derudover er der altid to sygeplejersker i døgndrift. Ligeledes har fængslet to fuldtidsansatte læger, som det altid er muligt at komme i kontakt med, (fik vi sagt, at vi var dybt misundelige?). Der er ligeledes tandlægestue og behandlingsrum.
Også på socialrådgiver- og psykologfronten forblev underkæben i gulvet. De har et stort kontor bemandet med socialrådgivere og psykologer. Ved alle indsættelser bliver nyindsatte screenet af en erfaren psykolog. Dog, hvis det er om natten eller i weekenden, er det i første instans en erfaren betjent. Vedkommende kontakter en psykolog, hvis den indsatte viser bekymrende adfærd.


Panserede biler
Deres vognpark er også ret vild. De har fået pansrede biler hjem fra USA. De er skudsikre og punkterfrie og ret meget andet. Tror næsten, det er aflagte præsidentbiler. Drengene var i hvert fald svære at få løsrevet fra garagen.
Der var også lidt til de bløde damehjerter. Fængslet har sin egen skare af narkohunde, der godt nok har deres personlige fører, men som ikke kommer med hjem i privaten. I stedet bor de på fængslet i en compound, som nok ville give fem stjerner på Trustpilot – med stor pool og pasning døgnet rundt. De har tilmed charmehunde, som de kan bruge, når de skal ud at holde foredrag eller andet.
Vi nåede også at få en rundvisning på deres gamle museum – eller i hvert fald deres gamle galgehus, som stadig stod med galge und alles. Det var simpelthen en ærespost at være galgeforvalter. En anden interessant ting var, at der på kvindeafdelingen kun er kvindelige betjente og kun mand – lige på mandeafdelingerne. Ledere kan være begge køn, men menige betjente arbejder kun med deres respektive køn.
Alle sejl sat til
Som altid når vi er afsted, kan vi kun sige, at alle sejl var sat til, og rigtig meget personale blev brugt på at vise os rundt. I alt tog besøget hele 6,5 timer og var virkelig spændende. De havde også været så venlige at fotografere for os, så senere samme dag fik vi billederne tilsendt med en hilsen om, at de havde været glade for besøget, og at vi skulle være så velkomne en anden gang.